Grønland tur retur

I oktober 2017 skal jeg igen til Grønland og undervise i retstolkning på Grønlands Universitet i Nuuk. Som jeg har nævnt flere gange før, kan Grønland, hvad vi her i Danmark ikke kan: En bacheloruddannelse i tolkning og oversættelse.

Jeg glæder mig rigtig meget til at besøge Nuuk igen. Ikke mindst glæder jeg mig til gensynet med Sermitsiaq, mit magiske yndlingsfjeld. Det rører altid noget i mig, og jeg bliver aldrig træt af at se på det. Fjeldet ligger 13-1-5 km nordøst for Nuuk og ses tydeligt fra universitetet (den grå bygning til højre for fjeldet i billedet herunder) og andre steder i byen.

Grønland 2016-2ab

Det er altid en dejlig og inspirerende oplevelse at undervise i Grønland, om det så er på universitetet eller på Inatsisartut (det grønlandske landsting), hvor jeg også har været så heldig at undervise. Senest i januar 2017. Alt Inatsisartuts arbejde foregår på to sprog, grønlandsk og dansk, så der simultantolkes og oversættes på livet løs hver dag.

Men tilbage til bacheloruddannelsen. Underviserne på Grønlands Universitet, Afdelingen for tolkning og oversættelse, gør et fantastisk stykke arbejde for at forsyne det grønlandske samfund med kvalificerede tolke og oversættere. De studerende er motiverede, engagerede og dygtige. Universitetet er en super flot bygning i et smukt stykke natur. Det er helt sikkert en win-win :-)

Jeg kan desværre ikke grønlandsk. Det er et smukt sprog men ikke så let at lære på nogle få uger. Jeg underviser da heller ikke i sprog, men i tolkning, dvs. i tolkesituationen (en politiafhøring eller en retssag), i tolketeknik og -strategier og i tolkeetik.

Som på alle andre tolkeuddannelser (tør jeg godt påstå) er de studerende overvejende kvinder :-) Hvorfor mon? Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Her er tre af de seje kvinder, jeg underviste i oktober 2016:

Grønland oktober 2016-1a

Glæder mig SÅ MEGET til gensynet!!!

Hvor blev respekten af?

Tilbage i 2003 skrev jeg følgende i min ph.d.-afhandling om retstolkning: Det er tolkens opgave at sikre, at samtaleparterne forstår hinanden fuldt ud, som om de talte samme sprog og havde samme kulturbaggrund.

Jeg står ved mine ord her i 2014. Mener dem et hundrede procent. Og de gælder selvfølgelig ikke kun for retstolkning men også for tolkning på andre områder.

MEN det er noget af en opgave. Den er sær ikke let, når udsagn er tvetydige eller taleren mumler, taler lavmælt, hurtigt eller med stærk dialekt eller sociolekt. Og når man tolker engelsk (især, men også andre europæiske sprog), tolker man ofte for mennesker, der ikke har engelsk som modersmål men som andet, tredje eller fjerde sprog.

Med andre ord kræver opgaven af tolken, at han/hun har gode kompetencer i sprog og tolkning samt respekt for samtaleparterne og situationen. Begge dele halter, desværre. Manglerne på det første område er påpeget så ofte, at det næsten er kedsommeligt at høre om. Men manglerne på det andet område er der alt for lidt fokus på.

Som forsker og underviser i tolkning har jeg ofte haft lejlighed til at observere tolke i aktion eller tale med tolke om deres arbejde. Jeg har i den forbindelse opdaget, at nogle tolke – både nogle med og nogle uden tolkeuddannelse – har meget lidt respekt for såvel samtaleparterne og situationen. Det giver sig især udtryk på to måder:

1) Tolken har fokus på at holde sig gode venner med en advokat (evt. en anklager eller forsvarer) og glemmer, at han/hun alene er i retten for neutralt og loyalt at oversætte, hvad der foregår. Tolken bruger måske lang tid på at tale med advokaten før retsmødet eller i pauser og overser, at det for den ikke-dansktalende virker, som om tolken ikke er neutral. Hvad tolken jo heller ikke er! Eller tolken vælger den simultane tolkeform for afhøringer, fordi en advokat har givet udtryk for, at tolkningen endelig ikke må forlænge retsmødet. Den simultane tolkeform er dog ikke hensigtsmæssig, og ikke den anbefalede form, da simultantolkning er langt mindre præcis en konsekutiv tolkning. Med andre ord er der risiko for, at afhøringer, spørgsmål og svar, som er vigtigt bevismateriale, ikke tolkes korrekt eller i deres helhed. Dermed har tolken ikke udført sin opgave korrekt.

2) Tolken mener at vide bedst, hvad der skal oversættes hvornår. Tolken mener, at anklageren eller forsvareren væver og bruger en masse fyldord, som han/hun da ikke behøver at oversætte. Eller tolken mener, at et vidne eller en tiltalt bruger alt for mange ord og billedsprog i stedet for at komme til sagen, og så skal tolken da nok vide at få præciseret, hvad de mener. Med andre ord tolkes spørgsmål, svar eller indlæg fra advokater ikke fuldt ud, og tolken har igen ikke udført sin opgave korrekt.

Det lyder groft, men det er faktisk reelle observationer og reelle beretninger fra såvel uddannede som uuddannede tolke.

Hvad er årsagen? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det hænger sammen med, at tolkning ikke er en profession. Det betyder manglende respekt for faget og manglende respekt for tolkens opgave fra advokaters (og andres side), og det betyder dårlige arbejdsvilkår for tolken. Måske er den skitserede adfærd en modreaktion. “Hvis jeg holder mig gode venner med advokaterne, får jeg arbejdet” eller “Det er altså mig, der ved noget om sprog og kommunikation “.

Under alle omstændigheder er det uetisk adfærd, så det vil noget. Og faget lider under det. Så kære tolkekollega: tænk over det!