Hvor blev respekten af?

Tilbage i 2003 skrev jeg følgende i min ph.d.-afhandling om retstolkning: Det er tolkens opgave at sikre, at samtaleparterne forstår hinanden fuldt ud, som om de talte samme sprog og havde samme kulturbaggrund.

Jeg står ved mine ord her i 2014. Mener dem et hundrede procent. Og de gælder selvfølgelig ikke kun for retstolkning men også for tolkning på andre områder.

MEN det er noget af en opgave. Den er sær ikke let, når udsagn er tvetydige eller taleren mumler, taler lavmælt, hurtigt eller med stærk dialekt eller sociolekt. Og når man tolker engelsk (især, men også andre europæiske sprog), tolker man ofte for mennesker, der ikke har engelsk som modersmål men som andet, tredje eller fjerde sprog.

Med andre ord kræver opgaven af tolken, at han/hun har gode kompetencer i sprog og tolkning samt respekt for samtaleparterne og situationen. Begge dele halter, desværre. Manglerne på det første område er påpeget så ofte, at det næsten er kedsommeligt at høre om. Men manglerne på det andet område er der alt for lidt fokus på.

Som forsker og underviser i tolkning har jeg ofte haft lejlighed til at observere tolke i aktion eller tale med tolke om deres arbejde. Jeg har i den forbindelse opdaget, at nogle tolke – både nogle med og nogle uden tolkeuddannelse – har meget lidt respekt for såvel samtaleparterne og situationen. Det giver sig især udtryk på to måder:

1) Tolken har fokus på at holde sig gode venner med en advokat (evt. en anklager eller forsvarer) og glemmer, at han/hun alene er i retten for neutralt og loyalt at oversætte, hvad der foregår. Tolken bruger måske lang tid på at tale med advokaten før retsmødet eller i pauser og overser, at det for den ikke-dansktalende virker, som om tolken ikke er neutral. Hvad tolken jo heller ikke er! Eller tolken vælger den simultane tolkeform for afhøringer, fordi en advokat har givet udtryk for, at tolkningen endelig ikke må forlænge retsmødet. Den simultane tolkeform er dog ikke hensigtsmæssig, og ikke den anbefalede form, da simultantolkning er langt mindre præcis en konsekutiv tolkning. Med andre ord er der risiko for, at afhøringer, spørgsmål og svar, som er vigtigt bevismateriale, ikke tolkes korrekt eller i deres helhed. Dermed har tolken ikke udført sin opgave korrekt.

2) Tolken mener at vide bedst, hvad der skal oversættes hvornår. Tolken mener, at anklageren eller forsvareren væver og bruger en masse fyldord, som han/hun da ikke behøver at oversætte. Eller tolken mener, at et vidne eller en tiltalt bruger alt for mange ord og billedsprog i stedet for at komme til sagen, og så skal tolken da nok vide at få præciseret, hvad de mener. Med andre ord tolkes spørgsmål, svar eller indlæg fra advokater ikke fuldt ud, og tolken har igen ikke udført sin opgave korrekt.

Det lyder groft, men det er faktisk reelle observationer og reelle beretninger fra såvel uddannede som uuddannede tolke.

Hvad er årsagen? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det hænger sammen med, at tolkning ikke er en profession. Det betyder manglende respekt for faget og manglende respekt for tolkens opgave fra advokaters (og andres side), og det betyder dårlige arbejdsvilkår for tolken. Måske er den skitserede adfærd en modreaktion. “Hvis jeg holder mig gode venner med advokaterne, får jeg arbejdet” eller “Det er altså mig, der ved noget om sprog og kommunikation “.

Under alle omstændigheder er det uetisk adfærd, så det vil noget. Og faget lider under det. Så kære tolkekollega: tænk over det!

På eventyr i Grønland

Jeg heldige asen er for tiden i Nuuk i Grønland for at undervise i retstolkning på Grønlands tolkeuddannelse. Grønlands Universitet, hvor tolkeuddannelsen nu hører hjemme, har inviteret mig herop i tre uger.

Grønland har i mange år haft en 2-årig tolkeuddannelse, men den er nu erstattet af en 3-årige professionsbachelor i oversættelse og tolkning. Heroppe forstår man – i modsætning til i Danmark (suk!), at det er vigtigt at uddanne tolke og oversættere, så man kan få kvalificeret arbejdskraft.

Folkene på universitetet har ydermere været så søde, at de har installeret mig i det sødeste lille hvide hus i Nuuks gamle bydel, tæt ved Politigården og Retten. Sidstnævnte skal jeg helt klart besøge. Det er altid spændende at se, hvordan tolkning foregår andre steder end de velkendte, også selv om man synes, at der er noget at sætte fingeren på. Det giver altid ny viden alligevel og dermed ny inspiration.

Mit lille hvide hus ligger helt ud til vandet, hvor hvaler af og til kommer forbi (se billedet af “min” udsigt). Det er nok for meget at håbe, at de vil hilse på… Men bare de vil springe for mig…. Bølgebruset, som jeg kan høre døgnet rundt, giver også inspiration, både til at forberede undervisning og tænke dybe tanker. Utroligt, men dejligt, hvad kærlighed til tolkning kan føre med sig:)

Min udsigt

 

Lige adgang til sundhed – også for ikke-dansktalende

Institut for Menneskerettigheder udgav i sidste måned en meget interessant rapport, som beskriver de sproglige og kulturelle barrierer, patienter med etnisk minoritetsbaggrund støder på i deres møde med det danske sundhedsvæsen. Forfatter til rapporten, som kan downloades på instituttets hjemmeside (se blogroll), er Line Vikkelsø Slot.

For de af os, som holder øje med tolkesituationen, er rapportens konklusioner ikke overraskende. Når omkring 90 % af tolkene ikke har en tolkeuddannelse og heller aldrig har bestået en tolketest, så kan det kun gå galt!

Det er derfor dejligt at læse rapportens anbefalinger på side 64:

“Instituttet anbefaler, at der oprettes en tolkeuddannelse uden egenbetaling og med ret til SU rettet specifikt mod de vigtigste flygtninge- og indvandrersprog. Formålet med uddannelsen er at sikre et højt sprogligt niveau, kendskab til relevante fagudtryk samt
færdigheder i tolkning, herunder tolketeknik og tolkeetiske regler.
Vi anbefaler, at der etableres en certificeringsordning, så tolke certificeres efter
endt uddannelse eller på baggrund af en prøve i tolkning og sprog.
Endelig anbefaler vi, at sundhedsvæsenet efter en overgangsperiode bliver forpligtet til kun at anvende certificerede tolke. Dog bør der være mulighed for dispensation ved meget små sprog.”

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! Godt gået!

Nu mangler vi kun, at vores ansvarlige politikere vågner op og beslutter sig for at følge disse gode anbefalinger. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som er integrationsordfører, opfordrede i et debatindlæg i Politiken den 25. august 2014 regeringen til at handle. Men intet relevant fra sundhedsministeren. Heller ikke fra statsministeren, selv om hun utallige gange har fremhævet, at “den frie og lige adgang til sundhed er velfærdssamfundets kronjuvel”. Åbenbart kun for nogle af os!

Tolkning endelig på den politiske dagsorden!

Søndag den 11. maj 2014 var en fantastisk dag! Dagbladet Politiken udkom med en forsideartikel om retstolkning, hvor jeg blev citeret for holdninger til den dårlige kvalitet i retstolkning og for forslag til løsningen: En test af alle danske tolke, en SU-berettiget tolkeuddannelse målrettet det offentlige, en certificeringsordning for tolke og en national, offentlig tilgængelig tolkeliste (se linket Den norske model + Tolkelisten – hvis den fandtes).

Da dansk presse havde læst artiklen, blev jeg kontaktet af Radio24syv, Danmarks Radio og TV2 News, som alle ville have interviews. Det fik de selvfølgelig, TV2 endda live.

Det bedste: Flere politikere (retsordførere) blev interviewet om sagen (desværre ikke justitsministeren), og eftersom Translatørforeningens tolkeudvalg de sidste to år har haft foretræde for Folketingets socialudvalg, sundhedsudvalg og retsudvalg samt holdt andre møder med enkelte politikere, kunne ingen af de interviewede påstå, at problemet var ukendt for dem. Det var nemlig alt for velkendt. Tolkeudvalget – og mange andre – har givet dem alle fakta – alt hvad der kom frem i Politiken i går – ad flere omgange!

Det allerbedste: Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Jeppe Mikkelsen (R) sagde begge på TV, at nu skal Danmark have en tolkeuddannelse.

Kan ikke få armene ned igen!!!!!

Oplevelser i retten og en opfordring til tolke

Jeg har flyttet mig geografisk fra Aarhus til København her den 1. februar 2014, dvs. jeg er blevet københavner (ligesom så mange andre jyder… spekulerer nogle gange på, om der findes ægte københavnere i København?). Nå, til sagen.

I udgangen af uge 6 fik jeg taget mig sammen til at kontakte rigspolitiet og informere dem om min nye adresse, dvs. at jeg ikke længere skulle være registreret som tolk i Aarhus men som tolk i København og omegn. Heldigt nok, for i uge 7 var jeg tilsyneladende den eneste engelske tolk i København, som ikke holdt ferie eller var influenzaramt. I hvert fald blev jeg fire dage i træk ringet op og anmodet om at tolke i retten. Hvad jeg gerne gjorde – både for at yde en service men også fordi jeg var nysgerrig efter at se, hvordan tolkning håndteres her i hovedstaden, om der så at sige er mere styr på tingene herovre, hvor tolkning alt andet lige foregår oftere end i resten af landet.

Mit datamateriale er begrænset – har kun tolket i fire sager i henholdsvis Københavns Byret og Retten på Frederiksberg. Baseret på det eksisterende materiale må konklusonen dog uundgåeligt være, at vilkårene for at udføre et professionelt stykke arbejde ikke er bedre her i hovedstaden (faktisk er de som regel bedre i Aarhus). I de førnævnte fire sager oplevede jeg

  • at jeg gentagne gange skulle kæmpe for at få tid til at gøre en tolkning færdig (måtte direkte bremse dommeren eller advokaterne eller tale så højt, at de ikke kunne ignorere mig)
  • at jeg forventedes at anvende simultantolkning i afhøringer, selv om den anbefalede tolkeform (ganske korrekt) er konsekutiv
  • at jeg kun en gang fik en kopi af anklageskriftet og andet materiale (de andre tre gange måtte jeg (næsten korporligt) gribe fat i den pågældende anklager og udebede mig navne, fødselsdatoer og andre relevante oplysninger)
  • at en anklager læste anklageskriftet op i brudstykker, 3-4 ord ad gangen, og at jeg måtte kæmpe for at få ham til at forstå, at han skulle læse mere op ad gangen, så jeg kunne finde hoved og hale i teksten, og tolke den.

Jeg har oplevet lidt af hvert rundt om i landet, så København er ikke enstående. Men – dybt suk! – hvordan skal vi nogensinde opnå kvalitet i tolkning, når vi tolke ikke får mulighed for at bruge de færdigheder, vi er i besiddelse af = agere professionelt?

Der er altså stadig her i 2014, efter mindst 20 års kamp, et stort behov for at uddanne tolkebrugere, at få dem til at forstå hvad tolkning kræver, så tolke kan få ordentlige arbejdsvilkår. I det hele taget er der stadig et stort behov for at få dommere, forsvarere og anklagere til at forstå, at de ikke er de eneste fagfolk/eksperter i en retssag, hvor der medvirker en professionel tolk!

Men det er selvfølgelig også en del af problemet: at få af os er professionelle, dvs. har en decideret tolkeuddannelse og certificering!

Det er i det hele taget skruen uden ende: Uden ordentlige uddannelsesmuligheder og en certificeringsordning for tolke, ingen professionel standard. Uden professionel standard, ingen respekt for professionen. Uden respekt for professionen, ingen ordentlige uddannelsesmuligheder og certificering. ETC. ETC. ETC.

Så hvad kan vi tolke gøre? Vi kan være assertive, kræve respekt og ordentlige arbejdsvilkår. Og vi kan bruge vores stemme og vores professionelle netværk til at gøre opmærksomme på problemet og kræve løsninger. Sammen er vi stærke :-)

Tolkning i asylsager: Når tolken har magt men ikke agt

Det er tilsyneladende slet ikke gået op for danske myndigheder og andre tolkebrugere, at tolke er meget magtfulde mennesker. Men når en tolk er den eneste part i en samtale, som forstår og taler begge sprog, tolkesproget og dansk, så har han/hun reelt en stor magt. En magt, som han/hun har pligt til at forvalte ordentligt og med respekt. Men sker det altid?

Ikke hvis man skal tro webpublikationen New Times – og det falder mig bestemt ikke svært! New Times, som har eksisteret siden 1995, laves af asylansøgere og indvandrere og publicerer artikler om asyl, integration og menneskerettigheder i Danmark og andre steder i verden. New Times har for nylig taget tolkeproblematikken op og sat fokus på problemet med dårlige tolke i asylsager: http://newtimes.dk/nt/.

Tolke i asylsager hentes fra Rigspolitiets tolkeliste, og som jeg har gjort opmærksom på andre steder og mange gange, har omkring 80 % af tolkene på listen ingen dokumenterede kompetencer i tolkesprogene (både dansk og fremmedsproget) og/eller i tolkning. Derfor kan rigtig mange af dem ikke overholde det vigtige tolkeetiske princip om, at alt skal oversættes korrekt og præcist. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor galt det kan gå i en asylsag (og i alle andre sager), hvis spørgsmål og svar ikke oversættes korrekt og præcist. New Times giver da også eksempler på, at  dårlig tolkning har haft negativ indflydelse på asylsager.

Hvad er konsekvensen for den enkelte asylsøger og det danske samfund, hvis dårlig tolkning mange gange er udgangspunktet for at bevilge eller afslå asyl?

Et andet og lige så stort problem er, at nogle tolke heller ikke overholder det vigtige tolkeetiske princip om neutralitet. New Times fortæller om en asylsøger fra Syrien, som af den assisterende tolk blev truet til at tilbageholde oplysninger, der kunne have hjulpet hendes sag. Tolkens adfærd i den pågældende sag er ikke bare ekstremt kritisabel; den er samtidig et vidnesbyrd om, hvor galt det kan gå, når man ikke tester tolke ordentligt.

Hvad er konsekvensen for den enkelte asylsøger og det danske samfund, hvis en tolks personlige dagsorden mange gange er udgangspunktet for at bevilge eller afslå asyl?

Spørgsmål, som vi alle må have en interesse i at få svarene på!

Mens vi tøver og tier

Nogle af de vigtigste nyheder fra tolkeverdenen kommer fra udlandet, primært Norge. Der er ingen tvivl om, at de i Norge kan, hvor vi i Danmark tøver og tier. Det er helt utroligt og misundelsesværdigt.

F.eks. kan man på YouTube finde et klip med den norske statsminister Erna Solberg, som udtaler sig om tolkningens betydning og om, at man ikke skal bruge børnetolke: http://www.youtube.com/watch?v=lbVine9CN7E&feature=youtu.be.

Tænk, hvis den danske statsminister ville gøre noget lignende!

Og så er der vigtige udgivelser fra Høgskolen i Oslo og Hammershus, hvoraf to skal fremhæves:
En lærebog i tolkning: http://www.hioa.no/Aktuelle-saker/Den-topartiske-tolken.
En rapport om tolkning for børn (se Links).

Endelig er der et par ph.d.-afhandlinger, som det bestemt også er værd at lægge mærke til:
Elisabeth Tiselius’ ph.d.-afhandling om ekspertise i simultantolknïng forsvaret for en uges tid siden ved Universitetet i Bergen.
Yvonne Fowler’s ph.d.-afhandling om videotolkning i forbindelse med retssager i de engelske Magistrates’ Courts, forsvaret ved og udgivet af Aston University, Birmingham (se Links).

 

Et vigtigt skridt frem – modsvaret af to tilbage: Rapport fra Vilnius

Jeg beklager den lange tavshed. Jeg blev arbejdsramt i svær grad. Det er jo den slags, der sker 😉

Blandt andet har jeg været en tur i Vilnius for at deltage i en konference om multilingualisme i EU. Jeg var inviteret til at deltage i et panel om EU-borgeres adgang til informationer om EU, og det gav mig anledning til at påpege, at et stort antal EU-borgere ikke har adgang til informationer om hverken EU eller det medlemsland, de bor i, fordi de er sprogligt handicappede, dvs. de taler ikke nationalsproget. Der var stor interesse for emnet, og det kom faktisk bag på de fleste delegerede (fra EU-kommissionens generaldirektorater samt universiteter, forskningsinstitutioner og sprognævn), at problemet er så omfattende, som det er – på alle områder.

På konferencen var der nemlig stor enighed om, især blandt repræsentanter for EU-kommissionen, at et EU-direktiv fra 2010 (se “BLOGROLL”) om oversættelse og tolkning i strafferetssager havde løst problemet på det juridiske område. Deadline for implementeringen af direktivet er den 27. oktober 2013, og selv om kun syv medlemslande havde meldt sig klar indtil videre, mente man, at resten ville melde sig her i løbet af den næste måneds tid.

Men de bliver snart klogere!!

Direktivet er super godt. Det opstiller de helt rigtige krav til, hvordan man kan garantere kvalificeret oversættelses- og tolkebistand til personer, som kommer i kontakt med politi og retsvæsen i et medlemsland, hvor de ikke taler eller forstår nationalsproget. Problemet er bare, at så godt som ingen af medlemslandene kan leve op til de opstillede kvalitetskrav: en certificeringsorden for tolke og oversættere, et nationalt tolkeregister over certificerede tolke og en uddannelse for oversættere og tolke. Derfor er jeg personligt ekstremt nysgerrig efter at finde ud af, hvem de syv lande er, og hvor langt de er kommet.

Med mit kendskab til situationen i de forskellige medlemslande tænker jeg, at Tyskland, Østrig måske kan opfylde kvalitetsskravene, mens jeg med sikkerhed ved, at Danmark, Sverige, Finland, Storbritannien, Irland, Holland, Spanien, Portugal, Italien, Grækenland, Polen, Estland, Letland og Litauen, Bulgarien og Rumænien ikke kan.

Storbritannien er faktisk gået den anden vej. Det britiske justitsministerium outsourcede i 2012 al tolkning og oversættelse i den juridiske sektor i England og Wales til et enkelt firma (hvem sagde monopol?), Capita, som lovede en beskære udgifterne drastisk. Firmaets løsning var en omfattende reduktion i honoreringen af oversættere og tolke samt fjernelse af transportgodtgørelse for tolke (hvilket i nogle tilfælde betød, at tolkenes transportudgifter langt oversteg deres honorering). Langt de fleste kvalificerede oversættere og tolke afbrød derfor ethvert samarbejde med firmaet. Resultatet har været forsinkede eller aflyste retssager og dermed store omkostninger for de britiske skatteborgere.

Danmark har jo et forbehold, så vi behøver ikke implementere direktivet. Vi kan heller ikke på nuværende tidspunkt, men det ville godt nok være dejligt, hvis vi både ville og kunne…

Jeg slutter med et stemningsbillede fra Vilnius.

beskåret billede-2

Forklædt som tolk

Denne historie fra det virkelige tolkeliv fortæller, hvor galt det kan gå, når et familiemedlem agerer tolk.

En ca. 50-årig kvinde, som ikke taler dansk, mødte op hos sin privatpraktiserende læge. Hun medbragte en yngre kvinde på omkring de 30, der præsenterede sig som “tolk”. Lægen fik indtryk af, at patienten og tolken kendte hinanden temmelig godt, så for at være sikker på, at “tolken” var tolk, spurgte lægen, om denne kom fra et tolkebureau eller om hun var familie eller en bekendt til patienten. Tolken svarede, at hun kom fra et tolkebureau.

Konsultationen gik i gang, og der lod ikke til at være kommunikationsproblemer. Lægen fik svar på sine spørgsmål om patientens helbredsforhold og grunden til, at hun var kommet i konsultationen. Hun havde problemer med maven. Lægen undersøgte hende, stillede yderligere spørgsmål, fik mistanke om mavesår og besluttede at henvise til gastroskopi på hospitalet. Tolken spurgte, hvad det var. Lægen forklarede, at gastroskopi var en undersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Tolken oversatte for patienten, og tolken og patienten snakkede lidt sammen. Så sagde tolken: “Hun vil gerne vide, hvordan undersøgelsen foregår. Hvad skal der ske på hospitalet?”. Lægen forklarede, at patienten ville få ført en tynd bøjelig slange gennem munden og ned i spiserøret og videre til tolvfingertarmen. Resultatet var en tilsyneladende heftig diskussion mellem tolken og patienten. Efterfølgende sagde tolken: “Hun vil ikke undersøges.” Lægen forklarede, hvorfor der var grund til at henvise til gastroskopi og bad tolken oversætte. Tolken og patienten diskuterede igen i nogle minutter, og så gentog tolken: “Hun vil ikke undersøges. Hun vil hellere have noget medicin.” Lægen gentog, at det var nødvendigt med en gastroskopi. Ny diskussion, og så sagde tolken: “Det er i orden, hvis hun får noget medicin.” Lægen gav dem en recept på medicin, som kunne dæmpe patientens symptomerne, og fortalte, at patienten om et par dage ville modtage brev fra hospitalet med tid til undersøgelse.

For at gøre en lang historie kort. Tolken var ganske rigtigt tilknyttet et tolkebureau, men hun var ikke anvist af bureauet eller hyret af patienten. Hun var med hos lægen, fordi hun var patientens datter! I begyndelsen af konsultationen klarede hun rollen som tolk, men hun faldt ud af den i det øjeblik, hun forstod, hvilken undersøgelse hendes mor skulle igennem. Datteren tog over. Naturligt nok. Datteren besluttede, uden at konsultere sin mor, som jo ikke forstod, hvad lægen sagde, at undersøgelsen var alt for fordærdelig, og at medicin måtte være nok. Derfor mødte hendes mor/patienten heller ikke op til den anviste undersøgelse på hospitalet. Først da symptomerne blev så voldsomme, at datteren ikke længere turde nøjes med medicin, kom moderen igen til lægen, hvor hun igen blev henvist til undersøgelse på hospitalet. Endelig blev hun undersøgt og fik efterføglende den rette behandling.

Resultat: En patient, som måtte vente længe på den rette behandling. En læge, som først efter to konsultationer fik mulighed for at yde den rette behandling, dvs. henvise sin patient til undersøgelse. Et mere langvarigt behandlingsforløb da man endelig fik stillet. den rette diagnose og fundet den rette medicin. Med andre ord, gener for patienten og ressourcespild.

Tolke bliver aldrig syge!

Det påstår en tolkekollega i hvert fald. Langt hen ad vejen har hun ret. For det første har vi ofte underskrevet en kontrakt, som fastslår, at vi selv skal finde en erstatningstolk, hvis vi bliver syge – og det kan være temmelig svært, især hvis det er med kort varsel. For det andet er vi meget bevidste om, hvad der sker, hvis vi ikke møder op til en tolkning: Tolkebrugerne (lægen-patienten, socialrådgiveren-klienten, etc.) har ikke mulighed for at gennemføre den aftalte konsultation, det aftalte møde, etc.

Læger, socialrådgivere, etc. rapporterer godt nok, at det hænder, at en tilkaldt tolk ikke møder op… Men så er der jo ikke tale om en professionel tolk…

Jeg har også prøvet at føle mig for syg til en tolkeopgave og så alligevel mandet mig op, fordi det var for sent at finde en anden tolk. En gang har jeg aflyst en tolkning i retten – tre dage inden jeg skulle tolke, og jeg dulmede samvittigheden ved at forsyne retten med kontaktoplysninger på en anden tolk. En anden gang fandt jeg en erstatningstolk til en køreprøve, og det endte lidt i kaos, men det er en anden histore. Begge gange havde jeg mistet stemmen helt eller delvist (og så er det jo svært at tolke…). Som jeg før har nævnt, sker det desværre af og til, når jeg bliver meget forkølet.

Nå, til ugens historie, som måske ikke er sjov, med mindre man har samme bizarre form for humor, som jeg har. Men jeg fortæller den alligevel: Samme tolkekollega sad en dag i byretten og tolkede i en straffesag. Hun havde følt sig en smule syg om morgenen, men det var jo for sent at aflyse, så hun mødte op. Midt under afhøringen af den tiltalte, mærkede hun, hvordan hun langsomt blev mere og mere utilpas. Koldsved, mavekrampe, svimmelhed. Hun kæmpede for at koncentrere sig og gennemføre. Men hånden rystede, så hun ikke kunne tage noter, og kvalmen pressede sig på. Det lykkedes hende at fremstamme: “Tolken har brug for en pause. Kan vi holde en kort pause?” Dommeren, anklageren og forsvareren kiggede forbløffet på hende. Man havde kun været i gang i 45 minutter og var nået til et ekstremt vigtigt punkt i afhøringen af den titalte. Det var med andre ord ikke lige det rette tidspunkt at holde pause på. Men noget overbeviste dem om, at det var alvor, måske tolkens ligblege ansigt, for pausen blev bevilget. Tolken vaklede ud af retssalen og hen på nærmeste toilet, hvor hun ofrede morgenmaden og lidt til. Straks fik hun det lidt bedre. Hun kom koldt vand i ansigtet og rettede på håret, og så gik hun tilbage til retssalen og gennemførte de resterende 2 timer. Uden pause!