Kronikker

Kronik 2015: Tolke kan afgøre retssager

Skrevet sammen med forsvarsadvokat Erbil Kaya. Offentliggjort i Kristelig Dagblad den 16. februar 2015

Søndag den 11. maj 2014 bragte Politiken en forsideartikel ‟Dårlige tolke truer retssikkerhed”, hvor vi blev citeret for at kritisere kvaliteten af den tolkning, der leveres i de danske retssale. Siden da har der været tavst om emnet, selv om det er almindelig kendt, at problemet er stort og kræver handling. Formentlig er det endda en offentlig hemmelighed, at dårlig tolkning er retssystemets akilleshæl.

Afhøringer af tiltalte og vidner udgør vigtigt bevismateriale i straffesager. Det er derfor uhyre vigtigt, at de pågældende forstår de spørgsmål, de bliver stillet, ligesom det er uhyre vigtigt, at deres svar opfattes korrekt af rettens personer. Ydermere er det ofte afgørende for en retssags konklusion, om en tiltalt eller et vidne virker troværdig. Hvis en forklaring indeholder uoverensstemmelser eller ikke stemmer overens med sagens øvrige omstændigheder, kan rettens holdning være den, at forklaringen er utroværdig og bør forkastes, hvilket kan være afgørende for domfældelsen.

Undersøgelser i USA og Australien viser, at den sproglige stil er afgørende for, hvorvidt såvel advokater som vidner opfattes som kompetente, intelligente, overbevisende eller troværdige.

Ikke overraskende dokumenterer undersøgelserne også, at tolke har magt til at påvirke spørgsmål og svar i en sådan grad, at en kompetent advokat kommer til at fremstå som inkompetent eller et troværdigt vidne som utroværdigt, eller omvendt.

Undersøgelserne dokumenterer endvidere vores egne erfaringer med tolkning erhvervet gennem mange år som henholdsvis forsvarsadvokat og forsker og underviser i tolkning.

For danske tolke har også magt til at påvirke opfattelser af såvel forsvarer og anklager som tiltalte og vidner. For det første er tolkene som udgangspunkt de eneste, som forstår begge sprog, dansk og fremmedsproget, hvorved ingen kan kontrollere kvaliteten af deres oversættelser. For det andet er der i en afhøringssituation stor fokus på den medvirkende tolk, fordi denne i sagens natur taler hele tiden. Da tolken ydermere placeres i vidneskranken sammen med den tiltalte/vidnet, kan det være vanskeligt for rettens personer at skelne mellem tolken, som ikke er en part i sagen, og den tiltalte/vidnet. Tolken, der alene bør opfattes som en neutral oversætter, opfattes i stedet som den tiltaltes/vidnets talerør og associeres med den pågældendes optræden. Hvis tolken derfor famler efter ordene, præsenterer en usammenhængende forklaring eller lader til at have sympati eller antipati over for den tiltalte/vidnet, kan tolken påvirke rettens opfattelse af den pågældendes troværdighed, og dermed i sidste ende sagens udfald.

Professionelle tolke forstår betydningen af deres magt til at påvirke opfattelsen af tiltalte og vidner, og de forstår, hvor vigtigt det er at håndtere deres magt korrekt. Men desværre er tolkene i de danske retssale meget sjældent professionelle. Som fremhævet i ovennævnte artikel har omkring 80 % af dem ingen tolkeuddannelse. De har heller aldrig bestået en tolketest eller skullet dokumentere deres kompetencer. Derfor er erfaringerne i retten meget ofte, at tolkene har svært ved at oversætte korrekt og præcist. Mange forstår ikke nuancer i hverken dansk eller fremmedsproget og er heller ikke i stand til at medtage nuancer i deres oversættelser. Endvidere forstår mange tolke ikke betydningen af at være neutral, men lader deres sympati eller antipati skinne igennem i deres oversættelser og/eller i deres mimik og kropssprog.

Opdager en dommer, anklager eller forsvarer ikke altid, hvis tolken ikke oversætter korrekt og præcist eller ”farver” indholdet? Nej, det gør de desværre ikke. De ser kun de synlige tolkeproblemer, isbjergets top. De usynlige problemer, dem under vandoverfladen, har de ingen chance for at opdage, med mindre de er bekendt med det pågældende tolkesprog – hvilket de færreste er. Når der ikke forekommer åbenlyse misforståelser eller mangler, eller når den tiltalte eller vidnet ikke erklærer sig utryg ved tolken – hvilket den pågældende parentes bemærket kun har mulighed for at gøre gennem tolken – kan alt virke tilforladeligt, også selv om det ikke er det.

I en dom afsagt den 27. januar 2014 ved Retten i Hillerød fremgår følgende i præmisserne: ‟De tiltalte har afgivet usikre og uoverensstemmende forklaringer om disse oplysninger, hvorfor de tiltaltes forklaringer kan tilsidesættes som utroværdige.” Denne formulering, som ikke er enestående og anvendes ganske hyppigt, viser med al tydelighed, hvorfor det er afgørende, at den tiltalte virker troværdig i retten.

Der er altså ingen tvivl om, at tolke har magt til at afgøre retssager. Der bør heller ikke herske tvivl om, at den form for magt er dødsens farlig, når den er placeret i hænderne på uprofessionelle tolke, som ikke forstår, hvor vigtigt det er at være neutral og at oversætte alting korrekt og præcist. Der er derfor brug for handling, og det kan kun gå for langsomt. Som samfund kan vi kun være interesseret i, at retssikkerheden gælder alle borgere, også de som har brug for tolkebistand.

 

Kronik 2010: Brugerbetaling for tolk er en uintelligent beslutning med dyre omkostninger

 Sendt til Jyllands-Posten og offentliggjort i redigeret form med overskriften ”En uintelligent beslutning” den 12. november 2010.

Regeringens beslutning om, at patienter, som har boet i Danmark i mere end syv år, fra sommeren 2011 selv skal betale for tolkebistand ved konsultation hos en læge eller på et sygehus er mildt sagt uintelligent og kan ende med at koste dyrt. For det første kræver det virkeligt gode danskkundskaber at kommunikere med sin læge, og der altid vil være udlændinge i Danmark, som ikke har disse kundskaber og skal have hjælp af en tolk. For det andet strider beslutningen mod al den viden, vi har om tolkning i dag, samtidig med at den bomber tolkesituationen i Danmark 25-30 år tilbage, til dengang i 70’erne og 80’erne, hvor udlændinge var nødsaget til at bruge deres børn eller andre nære slægtninge som ”tolke”, når de skulle samtale med offentlige myndigheder eller sundhedspersonale.

Det er vel ikke svært for nogen af os at forstå, om vi så er børnepsykologer, socialrådgivere eller blot forældre, at det påvirker børn negativt at skulle agere ”voksne” i forhold til deres forældre, eller at der er detaljer i mors og fars liv, som børn ikke har godt af at blive inddraget i? Det er vel heller ikke svært at forestille sig, at en patient vil undlade at fortælle alle detaljer omkring det problem, der fik vedkommende til at søge læge, eller at der vil være sygdomme, man slet ikke vil søge behandling for, fordi den assisterende ”tolk” vil være ens eget barn – eller ægtefælle eller andet familiemedlem eller en ven. Erfaringer gjort i andre lande, f.eks. Canada, viser ydermere, at når et barn er til stede i en lægekonsultation som ”tolk”, så kommer barnet og barnets ”tolkeopgave”, og ikke patienten og dennes sygdom, i fokus. Resultatet bliver, at det, der skulle være en samtale mellem to voksne om den enes symptomer og behandling, ender med at blive en samtale mellem henholdsvis patienten og barnet og lægen og barnet, hvor det sprog, der anvendes, og de emner, der samtales om, tilpasses barnets alder.

Det er da netop også den slags situationer, hvor der ikke kan undgå at ske fejl, som læger har advaret imod, blandt andet i to artikler i Jyllands-Posten den 20. september 2010. I artiklerne kan man også læse, at det fortsat er lægen, som skal bestille en tolk, når han eller hun anser det for nødvendigt. Med brugerbetaling viser der sig et par interessante senarier: Lægen bedømmer, at patientens danskkundskaber er utilstrækkelige og bestiller en tolk for at undgå, at der sker fejl på grund af dårlig kommunikation. Men patienten kan ikke eller vil ikke betale for den bestilte tolk. Hvad sker der så? Nægter lægen at behandle patienten? Gennemfører lægen konsultationen uden tolk? Hvis patienten er mødt op sammen med et familiemedlem eller en ven, hvis danskkundskaber er gode, bruger man da familiemedlemmet eller vennen som tolk? Men hvad med tolken, som mødte op, men ikke fik lov at komme i arbejde? Hvem betaler for hans eller hendes forgæves fremmøde? Lægen? Patienten? Ingen? Tolkning er et arbejde som alt andet, hvor tid er penge, og hvis en tolk ikke får betaling for forgæves fremmøde, bliver han eller hun hurtigt træt af at møde op. Men så er problemet selvfølgelig løst, for så er der til sidst ingen tolke at tilkalde!

Hvor ville det være dejligt, hvis regeringen i det mindste havde spurgt eksperterne først – og her tænker jeg i særdeleshed på os, der ved noget om tolkning, inden de traf den uintelligente beslutning om brugerbetaling på tolkeområdet! Men det kan heldigvis nås endnu. Jeg stiller mig gerne til rådighed som tolkeekspert og deler ud af den viden, vi har i dag, og som jeg her vil give et par eksempler på.

Vi ved, for det er dokumenteret gennem undersøgelser i blandt andet USA, England og Østrig, at når udlændinge ikke får professionel tolkeassistance, fordi den ikke findes der, hvor de bor, eller fordi de ikke har råd til at betale for den, så sker der fejl, til tider med alvorlige konsekvenser. Undersøgelser på hospitaler i Schweiz og USA peger desuden på, at besparelser på tolkeområdet kan medføre øgede udgifter på andre områder, fordi der uden professionel tolkebistand sker langt flere fejl i kommunikationen mellem læge og udenlandsk patient, ligesom den udenlandske patient typisk skal igennem langt flere undersøgelser, inden lægen kan stille en diagnose og påbegynde en behandling. Hvor graverende situationen er i Danmark, ved vi desværre ikke, for der har aldrig været politisk eller anden interesse i at gennemføre undersøgelser, der kan dokumentere kvaliteten af tolkningen på det danske marked. Vi ved dog, at der allerede nu sker fejl i kommunikation mellem læge og patient, og det vil være ekstrem naivt at tro, at der ikke også sker fejl andre steder, f.eks. hos politiet, ikke mindst fordi mange tolke på det danske marked ikke er professionelle tolke, men har hverken tolkeuddannelse eller anden dokumenteret tolkekompetence. Der vil derfor også ske fejl i fremtiden, og vi har som sagt ikke mindst grund til at frygte situationen fra sommeren 2011. Men at det allerede står dårligt til er vel ikke noget argument for at forværre situationen!

Vi ved også, hvilke generelle og specifikke kompetencer, en professionel tolk har brug for. Tolkning kræver særlige kompetencer i sprog og kultur samt kompetencer i tolketeknik, tolkestrategier og tolkeetik og ikke mindst et indgående kendskab til tolkesituationen og de implicerede parter. En professionel tolk har derfor en lang uddannelse bag sig med universitetseksamen på bachelor- eller kandidatniveau i såvel fremmedsproget som i teoretisk og praktisk tolkning. Det er altså IKKE – og det må slås fast med syvtommersøm – en kvalitet i sig selv at være tosproget! Det vil jo svare til en forestilling om, at jeg, der er i stand til at læse en juridisk eller medicinsk lærebog, også kan fungere som advokat eller læge! Det er der vel ingen, der vil tro på? Hvorfor skulle det så være anderledes, fordi det drejer sig om tolkning?

Vi ved også, at professionelle kompetencer ikke kan stå alene. Tolkebrugerne skal selvfølgelig også spille med og give tolken gode arbejdsbetingelser. Men derudover er der et antal etiske normer for tolkning, som skal overholdes af både tolk og tolkebrugere, hvis kvaliteten skal være i top:

For det første skal den anvendte tolk være kompetent, dvs. have den rette uddannelse og erfaring.

For det andet må tolken ikke være inhabil, dvs. tolken må ikke have en personlig interesse i resultatet af samtalen. Et familiemedlem eller en ven, som tolker for patienten, vil selvfølgelig alt andet lige have en personlig interesse i resultatet. Men hvad nu hvis familiemedlemmet eller vennen ønsker, at patienten går med til en specifik behandling, og så fristes til at påvirke resultatet? Muligheden er der, og de eventuelle konsekvenser er uoverskuelige.

For det tredje har tolken tavshedspligt og må ikke videregive informationer om tolkesituationen eller de involverede parter. Det kan være svært selv for en professionel tolk at formidle alvorlige budskaber uden at kunne tale om sine oplevelser bagefter. Men den professionelle tolk kan som lægen eller sygeplejersken opretholde en faglig distance. Det kan familiemedlemmet eller vennen ikke.

For det fjerde skal tolken være neutral, dvs. tolken skal oversætte lige meget for begge samtalepartnere. Tolken må heller ikke blande sig i samtalen og f.eks. give patienten lægefaglige råd eller give lægen oplysninger om patienten, som patienten ikke vil have frem. En professionel tolk har ikke flere problemer med at være neutral end lægen eller sygeplejersken har, men hvad med familiemedlemmet eller vennen? Det siger sig selv, at man ikke kan oversætte neutralt, hvis man selv er berørt af de budskaber, man skal formidle?

Endelig, men ikke mindst, skal en tolk levere en korrekt og præcis oversættelse af lægens og patientens budskaber. Tolken skal oversætte alt og må hverken tilføje, undlade eller ændre informationer. Det giver sig selv, at det kræver ekstremt gode sprogkundskaber.

På denne baggrund kan det vel ikke undre, at jeg kalder regeringens beslutning for uintelligent. Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt, og det bli’r værre endnu! I stedet for at gennemføre sin uintelligente beslutning om brugerbetaling på tolkeområdet skulle regeringen derfor hellere investere klogt i en gennemgribende tolkereform, som vil højne snarere end sænke et tolkeniveau, som allerede på nuværende tidspunkt kunne være bedre, og som vi på ingen måde kan være bekendt. Vi er mange, der gerne vil være med til at løfte den opgave.

En tanke om "Kronikker"

  1. Der er alt for mange sager med inhabile tolke som bruges til formål der er ret vigtige. Der skal generelt en holdningsændring til for at ændre på alt dette! For nylig så jeg en reportage om en der blev ansat som swahili tolk uden at blive tjekket om vedkommende ret faktisk kunne tale swahili, hvilket han ikke kunne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>