Forklædt som tolk

Denne historie fra det virkelige tolkeliv fortæller, hvor galt det kan gå, når et familiemedlem agerer tolk.

En ca. 50-årig kvinde, som ikke taler dansk, mødte op hos sin privatpraktiserende læge. Hun medbragte en yngre kvinde på omkring de 30, der præsenterede sig som “tolk”. Lægen fik indtryk af, at patienten og tolken kendte hinanden temmelig godt, så for at være sikker på, at “tolken” var tolk, spurgte lægen, om denne kom fra et tolkebureau eller om hun var familie eller en bekendt til patienten. Tolken svarede, at hun kom fra et tolkebureau.

Konsultationen gik i gang, og der lod ikke til at være kommunikationsproblemer. Lægen fik svar på sine spørgsmål om patientens helbredsforhold og grunden til, at hun var kommet i konsultationen. Hun havde problemer med maven. Lægen undersøgte hende, stillede yderligere spørgsmål, fik mistanke om mavesår og besluttede at henvise til gastroskopi på hospitalet. Tolken spurgte, hvad det var. Lægen forklarede, at gastroskopi var en undersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Tolken oversatte for patienten, og tolken og patienten snakkede lidt sammen. Så sagde tolken: “Hun vil gerne vide, hvordan undersøgelsen foregår. Hvad skal der ske på hospitalet?”. Lægen forklarede, at patienten ville få ført en tynd bøjelig slange gennem munden og ned i spiserøret og videre til tolvfingertarmen. Resultatet var en tilsyneladende heftig diskussion mellem tolken og patienten. Efterfølgende sagde tolken: “Hun vil ikke undersøges.” Lægen forklarede, hvorfor der var grund til at henvise til gastroskopi og bad tolken oversætte. Tolken og patienten diskuterede igen i nogle minutter, og så gentog tolken: “Hun vil ikke undersøges. Hun vil hellere have noget medicin.” Lægen gentog, at det var nødvendigt med en gastroskopi. Ny diskussion, og så sagde tolken: “Det er i orden, hvis hun får noget medicin.” Lægen gav dem en recept på medicin, som kunne dæmpe patientens symptomerne, og fortalte, at patienten om et par dage ville modtage brev fra hospitalet med tid til undersøgelse.

For at gøre en lang historie kort. Tolken var ganske rigtigt tilknyttet et tolkebureau, men hun var ikke anvist af bureauet eller hyret af patienten. Hun var med hos lægen, fordi hun var patientens datter! I begyndelsen af konsultationen klarede hun rollen som tolk, men hun faldt ud af den i det øjeblik, hun forstod, hvilken undersøgelse hendes mor skulle igennem. Datteren tog over. Naturligt nok. Datteren besluttede, uden at konsultere sin mor, som jo ikke forstod, hvad lægen sagde, at undersøgelsen var alt for fordærdelig, og at medicin måtte være nok. Derfor mødte hendes mor/patienten heller ikke op til den anviste undersøgelse på hospitalet. Først da symptomerne blev så voldsomme, at datteren ikke længere turde nøjes med medicin, kom moderen igen til lægen, hvor hun igen blev henvist til undersøgelse på hospitalet. Endelig blev hun undersøgt og fik efterføglende den rette behandling.

Resultat: En patient, som måtte vente længe på den rette behandling. En læge, som først efter to konsultationer fik mulighed for at yde den rette behandling, dvs. henvise sin patient til undersøgelse. Et mere langvarigt behandlingsforløb da man endelig fik stillet. den rette diagnose og fundet den rette medicin. Med andre ord, gener for patienten og ressourcespild.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>