Forklædt som tolk

Denne historie fra det virkelige tolkeliv fortæller, hvor galt det kan gå, når et familiemedlem agerer tolk.

En ca. 50-årig kvinde, som ikke taler dansk, mødte op hos sin privatpraktiserende læge. Hun medbragte en yngre kvinde på omkring de 30, der præsenterede sig som “tolk”. Lægen fik indtryk af, at patienten og tolken kendte hinanden temmelig godt, så for at være sikker på, at “tolken” var tolk, spurgte lægen, om denne kom fra et tolkebureau eller om hun var familie eller en bekendt til patienten. Tolken svarede, at hun kom fra et tolkebureau.

Konsultationen gik i gang, og der lod ikke til at være kommunikationsproblemer. Lægen fik svar på sine spørgsmål om patientens helbredsforhold og grunden til, at hun var kommet i konsultationen. Hun havde problemer med maven. Lægen undersøgte hende, stillede yderligere spørgsmål, fik mistanke om mavesår og besluttede at henvise til gastroskopi på hospitalet. Tolken spurgte, hvad det var. Lægen forklarede, at gastroskopi var en undersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Tolken oversatte for patienten, og tolken og patienten snakkede lidt sammen. Så sagde tolken: “Hun vil gerne vide, hvordan undersøgelsen foregår. Hvad skal der ske på hospitalet?”. Lægen forklarede, at patienten ville få ført en tynd bøjelig slange gennem munden og ned i spiserøret og videre til tolvfingertarmen. Resultatet var en tilsyneladende heftig diskussion mellem tolken og patienten. Efterfølgende sagde tolken: “Hun vil ikke undersøges.” Lægen forklarede, hvorfor der var grund til at henvise til gastroskopi og bad tolken oversætte. Tolken og patienten diskuterede igen i nogle minutter, og så gentog tolken: “Hun vil ikke undersøges. Hun vil hellere have noget medicin.” Lægen gentog, at det var nødvendigt med en gastroskopi. Ny diskussion, og så sagde tolken: “Det er i orden, hvis hun får noget medicin.” Lægen gav dem en recept på medicin, som kunne dæmpe patientens symptomerne, og fortalte, at patienten om et par dage ville modtage brev fra hospitalet med tid til undersøgelse.

For at gøre en lang historie kort. Tolken var ganske rigtigt tilknyttet et tolkebureau, men hun var ikke anvist af bureauet eller hyret af patienten. Hun var med hos lægen, fordi hun var patientens datter! I begyndelsen af konsultationen klarede hun rollen som tolk, men hun faldt ud af den i det øjeblik, hun forstod, hvilken undersøgelse hendes mor skulle igennem. Datteren tog over. Naturligt nok. Datteren besluttede, uden at konsultere sin mor, som jo ikke forstod, hvad lægen sagde, at undersøgelsen var alt for fordærdelig, og at medicin måtte være nok. Derfor mødte hendes mor/patienten heller ikke op til den anviste undersøgelse på hospitalet. Først da symptomerne blev så voldsomme, at datteren ikke længere turde nøjes med medicin, kom moderen igen til lægen, hvor hun igen blev henvist til undersøgelse på hospitalet. Endelig blev hun undersøgt og fik efterføglende den rette behandling.

Resultat: En patient, som måtte vente længe på den rette behandling. En læge, som først efter to konsultationer fik mulighed for at yde den rette behandling, dvs. henvise sin patient til undersøgelse. Et mere langvarigt behandlingsforløb da man endelig fik stillet. den rette diagnose og fundet den rette medicin. Med andre ord, gener for patienten og ressourcespild.

Er åreladning både gammel og ny medicin

En kvinde fra et afrikansk land var til undersøgelse på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Kvinden talte ikke dansk, og derfor havde hospitalet sørget for en tolk. Også en kvinde. Alt gik tilsyneladende fint, indtil lægen besluttede, at der var behov for at få taget nogle blodprøver. Rutinemæssigt gav han patienten en formular og bad hende gå over til biokemisk afdeling, hvor blodprøverne skulle tages. Tolken tolkede lægens anmodning, og så var det ellers slut med det rutinemæssige. Patienten rejste sig så brat op fra den stol, hun havde siddet i, at den væltede bagover, hvorefter hun råbte og skreg og slog ud med begge arme. Tolken tog fat i patientens ene arm og det så ud til, at hun forsøgte at få hende til at falde til ro, men patienten rev armen til sig og stak tolken en lussing. Tolken løb grædende ud af undersøgelsesrummet, patienten løb bagefter, og lægen stod lamslået tilbage uden at fatte, hvad der lige var foregået.

For at gøre en lang historie kort: Da det hele blev udredet, viste det sig, at tolken ikke var bekendt med begrebet “få taget blodprøver”. Tolken havde derfor tolket det til “blive tappet for blod”. Med andre ord var blodprøvetagning blevet til åreladning! Den form for behandling var patienten ikke indstillet på at lægge krop til, og det kan man jo godt forstå…

Vil du samarbejde eller hvad?

En kvindelig tolk kaldes ud til et krisecenter i sin kommune for at tolke for en kvinde, som var flygtet fra sin voldelige mand. Da tolken kommer frem og får navnet på kvinden, bliver hun klar over, at det er en, hun kender rimelig godt. Faktisk er hun en slags familie. Kvindens voldelige mand er lillebror til tolkens svoger (tolkens søsters mands lillebror).

Der udspiller sig nu følgende ordspil mellem tolken og en ansat på krisecentret:
Tolken: Jeg kan ikke tolke for et familiemedlem?
Den ansatte: Hvad mener du med, at du ikke kan tolke? Selvfølgelig kan du det.
Tolken: Det er for tæt på. Jeg er inhabil. De etiske regler siger, at jeg ikke kan tolke for familiemedlemmer eller andre, jeg kender rigtig godt.
Den ansatte: Det kan godt være, men hvad vil du have, vi skal gøre. Vi skal altså have snakket ordentligt med hende. Du må gøre dit job.
Tolken: Det vil ikke være etisk korrekt. I må tilkalde en anden tolk. Vi er mange, der tolker “sproget”. Jeg kan give dig et par navne og telefonnumre, og du kan finde andre på kommunens liste.
Den ansatte: Det har vi altså ikke tid til. Vi skal have løst det her nu. Det kan ikke nytte noget, at du har fine fornemmelser.
Tolken: Det er ikke fine fornemmelser. Da jeg blev tolk, sagde kommunen, at jeg ikke måtte tolke for familiemedlemmer. De gav mig et papir med etiske regler, og de understregede, at det var vigtigt, at jeg ikke gjorde det.
Den ansatte: Ved du hvad. Vi kan ikke i “navn”kommune have tolke, der ikke vil samarbejde. Jeg synes, du skal tænke rigtig godt over det her. Du får lige 2 minutter, hvor du kan overveje, om du fortsat vil arbejde som tolk i “navn”kommune.

Hvad gjorde tolken? Da hun gerne ville fortsætte med at arbejde som tolk for “navn”kommune, lod hun sig presse til at bryde de tolkeetiske regler med de konsekvenser, det havde for hende som tolk og for den kvinde, hun tolkede for. Det var selvfølgelig forkert. Men tolkning er jo ikke en profession i Danmark, eller en faglighed. Derfor er det virkelig svært for tolke, som ikke har en uddannelse eller certificering i ryggen at modstå den slags pres fra kommunalt ansatte eller hospitalsansatte eller andre, som ikke forstår tolkens opgave, rolle og professionalle ansvar. Den ansatte på krisecentret burde selvfølgelig aldrig have presset tolken, og vedkommende må tage sin del af ansvaret på sig.

Det er den onde cirkel: Tolkning er ikke en profession – medfører at tolkebrugere ikke opfatter tolke som fagpersoner – medfører at tolke ikke kan håndhæve deres faglighed – medfører at tolkning ikke er en profession…

Skal tolken kunne tale dansk?

Ugens katastrofehistorie understreger, hvor vigtigt det er, at tolken kan dansk… Den lader vi lige stå lidt…

Desværre endnu en historie fra det virkelige tolkeliv.

En patient er til konsultation i et hospitalsambulatorium. Patienten er fra mellemøsten. Hun har boet nogle år i Danmark og forstår og taler lidt dansk – ikke nok til at håndtere en samtale i ambulatoriet, hvor hun skal have svar på prøver og tale om sin behandling. Derfor har hun bedt om tolkebistand.

Sygeplejersken begynder med et spørgsmål, og patienten svarer direkte, så sygeplejersken spørger: Forstår du dansk? Tolken og patienten taler sammen lidt, og så siger tolken:

“Hun forstå dansk. Hvis jeg ikke forstå, jeg forklare hende. Er det okay?”

Sygeplejersken siger, at det er okay, og så fortsætter hun med at snakke om patientens prøver og behandling, inklusiv den medicin, patienten tager, indtil patienten siger, henvendt til tolken: “ikke stoppe, ikk’å. Hun siger ikke stoppe, vel?”. Sygeplejersken stopper op og kigger på tolken, som griner og siger: “Åh, det er fordi, jeg forstå ikke det hele, vel, foregår?” Sygeplejersken bekræfter, at patienten ikke skal stoppe med medicinen, og patienten siger “Det forstår jeg.”

Sygeplejersken taler videre, indtil hun igen opdager, at tolken og patienten er i samtale. Hun spørger, om der er et problem. Tolken griner og siger: “Åh jeg ikke forstå det hele. Hun forklare mig, okay?”

Sådan fortsætter det i nogle minutter, indtil patienten opgiver og går i dialog med sygeplejersken direkte, uden om tolken.

Patientens dansk var ubehjælpsomt. Tolkens var endnu værre!

Når positivt ikke er positivt

En afrikansk familie, far, mor og 6 børn, er blevet testet for HIV på et dansk hospital. Følgende samtale udspiller sig i ambulatoriet:

Lægen: Vi har nu fået svar på jeres blodprøver og det viser sig, at I alle er HIV-positive.

Tolken: Der er kommet svar på blodprøverne. De er positive.

Familiefaderen: Hvad betyder det? Er vi raske?

Tolken: Ja, hun sagde, at prøverne var positive. I er raske.

Familien forlader efterfølgende hospitalet. De får et par dage senere brev om en ny konsultation, men dukker aldrig op. Hospitalet undrer sig og skriver endnu engang til familien, som igen ikke dukker op. Først efter næsten fire måneder bliver misforståelsen opklaret.