Tolke bliver aldrig syge!

Det påstår en tolkekollega i hvert fald. Langt hen ad vejen har hun ret. For det første har vi ofte underskrevet en kontrakt, som fastslår, at vi selv skal finde en erstatningstolk, hvis vi bliver syge – og det kan være temmelig svært, især hvis det er med kort varsel. For det andet er vi meget bevidste om, hvad der sker, hvis vi ikke møder op til en tolkning: Tolkebrugerne (lægen-patienten, socialrådgiveren-klienten, etc.) har ikke mulighed for at gennemføre den aftalte konsultation, det aftalte møde, etc.

Læger, socialrådgivere, etc. rapporterer godt nok, at det hænder, at en tilkaldt tolk ikke møder op… Men så er der jo ikke tale om en professionel tolk…

Jeg har også prøvet at føle mig for syg til en tolkeopgave og så alligevel mandet mig op, fordi det var for sent at finde en anden tolk. En gang har jeg aflyst en tolkning i retten – tre dage inden jeg skulle tolke, og jeg dulmede samvittigheden ved at forsyne retten med kontaktoplysninger på en anden tolk. En anden gang fandt jeg en erstatningstolk til en køreprøve, og det endte lidt i kaos, men det er en anden histore. Begge gange havde jeg mistet stemmen helt eller delvist (og så er det jo svært at tolke…). Som jeg før har nævnt, sker det desværre af og til, når jeg bliver meget forkølet.

Nå, til ugens historie, som måske ikke er sjov, med mindre man har samme bizarre form for humor, som jeg har. Men jeg fortæller den alligevel: Samme tolkekollega sad en dag i byretten og tolkede i en straffesag. Hun havde følt sig en smule syg om morgenen, men det var jo for sent at aflyse, så hun mødte op. Midt under afhøringen af den tiltalte, mærkede hun, hvordan hun langsomt blev mere og mere utilpas. Koldsved, mavekrampe, svimmelhed. Hun kæmpede for at koncentrere sig og gennemføre. Men hånden rystede, så hun ikke kunne tage noter, og kvalmen pressede sig på. Det lykkedes hende at fremstamme: “Tolken har brug for en pause. Kan vi holde en kort pause?” Dommeren, anklageren og forsvareren kiggede forbløffet på hende. Man havde kun været i gang i 45 minutter og var nået til et ekstremt vigtigt punkt i afhøringen af den titalte. Det var med andre ord ikke lige det rette tidspunkt at holde pause på. Men noget overbeviste dem om, at det var alvor, måske tolkens ligblege ansigt, for pausen blev bevilget. Tolken vaklede ud af retssalen og hen på nærmeste toilet, hvor hun ofrede morgenmaden og lidt til. Straks fik hun det lidt bedre. Hun kom koldt vand i ansigtet og rettede på håret, og så gik hun tilbage til retssalen og gennemførte de resterende 2 timer. Uden pause!

Jeg sagde nærtagende, ikke nærværende

Man kan komme ud for lidt af hvert som tolk i retten, blandt andet en tiltalt som kommer tættere på end ønsket. Det skete for en kvindelig tolk i byretten i Aarhus.

Sagen var egentlig en rutinesag. En mand var tiltalt for at have stukket en anden mand et knytnæveslag under et slagsmål på et værtshus i midtbyen. Da den tiltalte mødte op, “duftede” han af værtshus, en blanding af surt øl og gammel røg, men han virkede ædru, så man gik i gang.

På et tidspunkt spurgte anklageren tiltalte, om han var meget nærtagende. Tolken, som sad ved siden af tiltalte (se “Skal der også være plads til tolken?”) oversatte, og tiltalte svarede, at det var han bestemt ikke, hvorefter han placerede sin ene hånd på tolkens lår og hviskede: “Du er sød.” Inden dommeren eller andre kunne nå reagere, fjernede tolken blidt men bestemt tiltaltes hånd fra sit lår og sagde noget til ham i et bestemt tonefald. Hun oversatte for retten: “Der blev sagt nærtagende og ikke nærværende. Gør det en gang til, og jeg forlader retslokalet.”

Tiltalte syntes åbenbart, at en afvisende tolk var bedre end ingen tolk, for han opførte sig pænt resten af tiden. Da tolken efter retsmødet – som endte med en betinget dom til tiltalte – gav ham hånden til farvel, bukkede han endda dybt og sagde “Undskyld.”

Skulle tolken have reageret anderledes? Måske. Men hun berettede, at hun bagefter egentlig synes, episoden kun var værd at grine af, fordi tiltalte ikke havde opført sig decideret ubehagelig over for hende. Han havde bare været en smule overrislet.

Må man kysse dommeren?

Følgende historie fra det virkelige tolkeliv har jeg fra min amerikanske veninde Arlene, som er retstolk i Boston i USA. Historien viser, hvad tolke kan komme ud for, når de gør deres job, dvs. oversætter korrekt og præcist, sådan som de tolkeetiske regler foreskriver:

Situation: En skilsmissesag ved en af Bostons domstole. Mødt er den ene part i sagen, kvinden. Den anden part, manden, var på arbejde og mødte ikke frem i retten. Men sagen drejede sig egentlig også kun om dommerens endelige godkendelse af deres skilsmisse.

Efter lidt snak frem og tilbage godkendte dommeren skilsmissen. Kvinden blev så glad, at hun udbrød: “Tusind tak, Høje Dommer. Jeg kunne kysse Dem.” Ikke en sædvanlig eller korrekt reaktion i det formelle amerikanske system (eller i det danske for den sags skyld), men hendes udtalelse blev selvfølgelig tolket korrekt og præcist, hvorpå den mandlige dommer rødmede og fremstammede: “Øh, øh, det tror jeg nu ikke vil være den rette juridiske procedure. Øh, øh, jeg tror nu heller ikke, at min kone vil synes om det.”

Det havde han sikkert ret i!

Sagde du “Italian”?

En historie fra det virkelige tolkeliv, som understreger, hvorfor det er vigtigt at give tolken mulighed for ar forberede sig inden et tolkejob. Tolken er mig selv, og jeg er bestemt ikke stolt af historien, selv om den også er lidt sjov.

Jeg var blevet hyret af et oversættelses- og tolkebureau til en tolkning i byretten. Sagen var en civilsag, dvs. en af den slags, hvor bevismaterialet omfatter flere hyldemeter ringbing, end der er plads til i et almindeligt parcelhus. Der skulle også afhøres flere vidner, og en af dem var en brite, som ikke talte dansk. For at gøre en lang historie kort: Jeg fik aldrig oplysninger om sagen og vidnet og derfor ingen mulighed for at forberede mig, men bureauet lovede, at den pågældende advokat (ham der havde bedt om at få vidnet afhørt) ville tale med mig inden tolkningen og gennemgå, hvad vidnet skulle spørges om og hvorfor.

Da dagen oprandt, ankom jeg til retten i god tid, som jeg altid gør. Der ventede mig to ting: (1) En advokat, som febrilsk oplyste, at de var blevet forsinket, og at han derfor ikke havde tid til at tale med mig. “Men du skal bare sige, hvad jeg siger”, sagde han. Selvfølgelig… (2) et vidne, som var fra Newcastle i Nordengland og talte med meget stærk dialekt. Geordie, som Newcastle engelsk hedder. Jeg nåede lige i sekunderne, inden vidneafhøringen gik i gang, at kaste tankerne tilbage til slut 1970erne, hvor jeg igennem et helt år tilbragte et par aftener om ugen på pubben The Golden Lion i Manchester med hen over pints at diskutere fodbold og andre interessante emner (jeg heller ikke vidste noget om) med Dave?, eller var det Stuart?, fra Newcastle. Hvad var det, jeg havde lært om Geordie dengang? Åbenbart ikke ret meget, skulle de vise sig.

Min tolkning af vidneafhøringen går nogenlunde, indtil det tidspunkt hvor vidnet begynder at tale om dengang, han blev ansat i virksomhedens “the Italian office” (den italienske filial). Jeg tolker hans svar til dansk og kan godt se, at advokaten ser lidt forvirret ud og bladrer i sine papirer. Vi fortsætter lidt endnu, og vidnet refererer igen til “the Italian office”. Igen tolker jeg til dansk. Advokaten ser igen forvirret ud og spørger så: “Hvor lå den filial?”. Jeg tolker hans spørgsmål, og nu ser vidnet forvirret ud. Snak frem og tilbage indtil alle bliver klar over – også tolken – at der er ingen italiensk filial. Vidnet sagde “the Tyne office” (Tyne-filialen).

I erindrer måske, at Newcastles fulde navn er Newcastle-upon-Tyne, og at byen ligger ved floden Tyne? Det vidste jeg selvfølgelig godt, og måske burde tiøren være faldet noget tidligere. Men jeg anede som sagt intet om sagen eller, hvorfor vidnet skulle afhøres eller om hvad. Ydermere vil jeg sværge højt og helligt og til evig tid…, at “Tyne” sagt på vidnets Geordie engelsk lyder præcist som “Italian”.

Hvem sagde hvad?

Følgende hændelse udspiller sig på en dansk politistation:

Betjenten: Vær venlig at sætte dig ned, så du kan blive afhøret. (Tolkes til tjekkisk.)

Arrestanten (på tjekkisk): Gu vil jeg ej, din store møglort.

Tolken: Det vil jeg ikke, din øh store lort.

Betjenten, henvendt til tolken: Kan vi lige bede om kammertonen. Ved du hvad, sådan taler vi ikke til politiet i Danmark.

Tolken: Det var jo ikke mig, der sagde det. Det var ham der.

Betjenten: Ja, ja. Det kan godt være, men jeg vil nu godt bede dig tale ordentligt. Kan du sige til ham, at han skal sætte sig ned og holde mund, indtil jeg stiller ham et spørgsmål. (Tolkes til tjekkisk.)

Arrestanten (på tjekkisk): Du kan fandeme rende mig, dit store røvhul. Jeg skal sateme ikke svare på nogle af dine forpulede spørgsmål.

Tolken: Du kan øh øh rende mig. Øh, øh, jeg skal fandeme ikke svare på nogle af dine spørgsmål.

Betjenten, henvendt til tolken: Ved du hvad, det går altså ikke det her. Du må snakke ordentligt.

Kære læser. Man tror, at det er løgn. Men det er ganske rigtigt. En historie fra det virkelige tolkeliv.