Grønland tur retur

Som I måske husker, har jeg været i Grønland i tre uger for at undervise i retstolkning på oversætter- og tolkeuddannelsen på Grønlands Universitet i Nuuk. Det er en forholdsvis ny uddannelse, og mine tolkestuderende var på 4. semester og første hold. Folkene bag uddannelsen har gjort et stort stykke arbejde og fået en god uddannelse ud af det. Jeg er fuld af beundring og dybt misundelig. Hvorfor kan vi ikke noget lignende her i Danmark?

Det var tre fantastiske og mindeværdige uger i Grønland. Jeg oplevede en natur så storslået, at den tog pusten fra mig. Et folk så venligt, at jeg kun kunne være glad i deres selskab. Et sprog så finurligt og vellydende, at jeg øjeblikkeligt fik lyst til at lære det. Glæder mig til næste gang!

Grønland 1 Grønland 3 Grønland 4

Ikke mindst faldt jeg for mine tolkestuderende, som tog pænt imod mig og min undervisning og leverede et flot stykke arbejde. På det første billede har de netop arbejdet med svær tolketeori og har alligevel overskud til at smile glad til fotografen. På det andet billede gør de sig klar til at lave en simuleret afhøring med tolk. Tak til de seje piger!

Pigerne i GR-1Pigerne i GR-2

Hvor blev respekten af?

Tilbage i 2003 skrev jeg følgende i min ph.d.-afhandling om retstolkning: Det er tolkens opgave at sikre, at samtaleparterne forstår hinanden fuldt ud, som om de talte samme sprog og havde samme kulturbaggrund.

Jeg står ved mine ord her i 2014. Mener dem et hundrede procent. Og de gælder selvfølgelig ikke kun for retstolkning men også for tolkning på andre områder.

MEN det er noget af en opgave. Den er sær ikke let, når udsagn er tvetydige eller taleren mumler, taler lavmælt, hurtigt eller med stærk dialekt eller sociolekt. Og når man tolker engelsk (især, men også andre europæiske sprog), tolker man ofte for mennesker, der ikke har engelsk som modersmål men som andet, tredje eller fjerde sprog.

Med andre ord kræver opgaven af tolken, at han/hun har gode kompetencer i sprog og tolkning samt respekt for samtaleparterne og situationen. Begge dele halter, desværre. Manglerne på det første område er påpeget så ofte, at det næsten er kedsommeligt at høre om. Men manglerne på det andet område er der alt for lidt fokus på.

Som forsker og underviser i tolkning har jeg ofte haft lejlighed til at observere tolke i aktion eller tale med tolke om deres arbejde. Jeg har i den forbindelse opdaget, at nogle tolke – både nogle med og nogle uden tolkeuddannelse – har meget lidt respekt for såvel samtaleparterne og situationen. Det giver sig især udtryk på to måder:

1) Tolken har fokus på at holde sig gode venner med en advokat (evt. en anklager eller forsvarer) og glemmer, at han/hun alene er i retten for neutralt og loyalt at oversætte, hvad der foregår. Tolken bruger måske lang tid på at tale med advokaten før retsmødet eller i pauser og overser, at det for den ikke-dansktalende virker, som om tolken ikke er neutral. Hvad tolken jo heller ikke er! Eller tolken vælger den simultane tolkeform for afhøringer, fordi en advokat har givet udtryk for, at tolkningen endelig ikke må forlænge retsmødet. Den simultane tolkeform er dog ikke hensigtsmæssig, og ikke den anbefalede form, da simultantolkning er langt mindre præcis en konsekutiv tolkning. Med andre ord er der risiko for, at afhøringer, spørgsmål og svar, som er vigtigt bevismateriale, ikke tolkes korrekt eller i deres helhed. Dermed har tolken ikke udført sin opgave korrekt.

2) Tolken mener at vide bedst, hvad der skal oversættes hvornår. Tolken mener, at anklageren eller forsvareren væver og bruger en masse fyldord, som han/hun da ikke behøver at oversætte. Eller tolken mener, at et vidne eller en tiltalt bruger alt for mange ord og billedsprog i stedet for at komme til sagen, og så skal tolken da nok vide at få præciseret, hvad de mener. Med andre ord tolkes spørgsmål, svar eller indlæg fra advokater ikke fuldt ud, og tolken har igen ikke udført sin opgave korrekt.

Det lyder groft, men det er faktisk reelle observationer og reelle beretninger fra såvel uddannede som uuddannede tolke.

Hvad er årsagen? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det hænger sammen med, at tolkning ikke er en profession. Det betyder manglende respekt for faget og manglende respekt for tolkens opgave fra advokaters (og andres side), og det betyder dårlige arbejdsvilkår for tolken. Måske er den skitserede adfærd en modreaktion. “Hvis jeg holder mig gode venner med advokaterne, får jeg arbejdet” eller “Det er altså mig, der ved noget om sprog og kommunikation “.

Under alle omstændigheder er det uetisk adfærd, så det vil noget. Og faget lider under det. Så kære tolkekollega: tænk over det!

På eventyr i Grønland

Jeg heldige asen er for tiden i Nuuk i Grønland for at undervise i retstolkning på Grønlands tolkeuddannelse. Grønlands Universitet, hvor tolkeuddannelsen nu hører hjemme, har inviteret mig herop i tre uger.

Grønland har i mange år haft en 2-årig tolkeuddannelse, men den er nu erstattet af en 3-årige professionsbachelor i oversættelse og tolkning. Heroppe forstår man – i modsætning til i Danmark (suk!), at det er vigtigt at uddanne tolke og oversættere, så man kan få kvalificeret arbejdskraft.

Folkene på universitetet har ydermere været så søde, at de har installeret mig i det sødeste lille hvide hus i Nuuks gamle bydel, tæt ved Politigården og Retten. Sidstnævnte skal jeg helt klart besøge. Det er altid spændende at se, hvordan tolkning foregår andre steder end de velkendte, også selv om man synes, at der er noget at sætte fingeren på. Det giver altid ny viden alligevel og dermed ny inspiration.

Mit lille hvide hus ligger helt ud til vandet, hvor hvaler af og til kommer forbi (se billedet af “min” udsigt). Det er nok for meget at håbe, at de vil hilse på… Men bare de vil springe for mig…. Bølgebruset, som jeg kan høre døgnet rundt, giver også inspiration, både til at forberede undervisning og tænke dybe tanker. Utroligt, men dejligt, hvad kærlighed til tolkning kan føre med sig:)

Min udsigt