Forklædt som tolk

Denne historie fra det virkelige tolkeliv fortæller, hvor galt det kan gå, når et familiemedlem agerer tolk.

En ca. 50-årig kvinde, som ikke taler dansk, mødte op hos sin privatpraktiserende læge. Hun medbragte en yngre kvinde på omkring de 30, der præsenterede sig som “tolk”. Lægen fik indtryk af, at patienten og tolken kendte hinanden temmelig godt, så for at være sikker på, at “tolken” var tolk, spurgte lægen, om denne kom fra et tolkebureau eller om hun var familie eller en bekendt til patienten. Tolken svarede, at hun kom fra et tolkebureau.

Konsultationen gik i gang, og der lod ikke til at være kommunikationsproblemer. Lægen fik svar på sine spørgsmål om patientens helbredsforhold og grunden til, at hun var kommet i konsultationen. Hun havde problemer med maven. Lægen undersøgte hende, stillede yderligere spørgsmål, fik mistanke om mavesår og besluttede at henvise til gastroskopi på hospitalet. Tolken spurgte, hvad det var. Lægen forklarede, at gastroskopi var en undersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Tolken oversatte for patienten, og tolken og patienten snakkede lidt sammen. Så sagde tolken: “Hun vil gerne vide, hvordan undersøgelsen foregår. Hvad skal der ske på hospitalet?”. Lægen forklarede, at patienten ville få ført en tynd bøjelig slange gennem munden og ned i spiserøret og videre til tolvfingertarmen. Resultatet var en tilsyneladende heftig diskussion mellem tolken og patienten. Efterfølgende sagde tolken: “Hun vil ikke undersøges.” Lægen forklarede, hvorfor der var grund til at henvise til gastroskopi og bad tolken oversætte. Tolken og patienten diskuterede igen i nogle minutter, og så gentog tolken: “Hun vil ikke undersøges. Hun vil hellere have noget medicin.” Lægen gentog, at det var nødvendigt med en gastroskopi. Ny diskussion, og så sagde tolken: “Det er i orden, hvis hun får noget medicin.” Lægen gav dem en recept på medicin, som kunne dæmpe patientens symptomerne, og fortalte, at patienten om et par dage ville modtage brev fra hospitalet med tid til undersøgelse.

For at gøre en lang historie kort. Tolken var ganske rigtigt tilknyttet et tolkebureau, men hun var ikke anvist af bureauet eller hyret af patienten. Hun var med hos lægen, fordi hun var patientens datter! I begyndelsen af konsultationen klarede hun rollen som tolk, men hun faldt ud af den i det øjeblik, hun forstod, hvilken undersøgelse hendes mor skulle igennem. Datteren tog over. Naturligt nok. Datteren besluttede, uden at konsultere sin mor, som jo ikke forstod, hvad lægen sagde, at undersøgelsen var alt for fordærdelig, og at medicin måtte være nok. Derfor mødte hendes mor/patienten heller ikke op til den anviste undersøgelse på hospitalet. Først da symptomerne blev så voldsomme, at datteren ikke længere turde nøjes med medicin, kom moderen igen til lægen, hvor hun igen blev henvist til undersøgelse på hospitalet. Endelig blev hun undersøgt og fik efterføglende den rette behandling.

Resultat: En patient, som måtte vente længe på den rette behandling. En læge, som først efter to konsultationer fik mulighed for at yde den rette behandling, dvs. henvise sin patient til undersøgelse. Et mere langvarigt behandlingsforløb da man endelig fik stillet. den rette diagnose og fundet den rette medicin. Med andre ord, gener for patienten og ressourcespild.

Tolke bliver aldrig syge!

Det påstår en tolkekollega i hvert fald. Langt hen ad vejen har hun ret. For det første har vi ofte underskrevet en kontrakt, som fastslår, at vi selv skal finde en erstatningstolk, hvis vi bliver syge – og det kan være temmelig svært, især hvis det er med kort varsel. For det andet er vi meget bevidste om, hvad der sker, hvis vi ikke møder op til en tolkning: Tolkebrugerne (lægen-patienten, socialrådgiveren-klienten, etc.) har ikke mulighed for at gennemføre den aftalte konsultation, det aftalte møde, etc.

Læger, socialrådgivere, etc. rapporterer godt nok, at det hænder, at en tilkaldt tolk ikke møder op… Men så er der jo ikke tale om en professionel tolk…

Jeg har også prøvet at føle mig for syg til en tolkeopgave og så alligevel mandet mig op, fordi det var for sent at finde en anden tolk. En gang har jeg aflyst en tolkning i retten – tre dage inden jeg skulle tolke, og jeg dulmede samvittigheden ved at forsyne retten med kontaktoplysninger på en anden tolk. En anden gang fandt jeg en erstatningstolk til en køreprøve, og det endte lidt i kaos, men det er en anden histore. Begge gange havde jeg mistet stemmen helt eller delvist (og så er det jo svært at tolke…). Som jeg før har nævnt, sker det desværre af og til, når jeg bliver meget forkølet.

Nå, til ugens historie, som måske ikke er sjov, med mindre man har samme bizarre form for humor, som jeg har. Men jeg fortæller den alligevel: Samme tolkekollega sad en dag i byretten og tolkede i en straffesag. Hun havde følt sig en smule syg om morgenen, men det var jo for sent at aflyse, så hun mødte op. Midt under afhøringen af den tiltalte, mærkede hun, hvordan hun langsomt blev mere og mere utilpas. Koldsved, mavekrampe, svimmelhed. Hun kæmpede for at koncentrere sig og gennemføre. Men hånden rystede, så hun ikke kunne tage noter, og kvalmen pressede sig på. Det lykkedes hende at fremstamme: “Tolken har brug for en pause. Kan vi holde en kort pause?” Dommeren, anklageren og forsvareren kiggede forbløffet på hende. Man havde kun været i gang i 45 minutter og var nået til et ekstremt vigtigt punkt i afhøringen af den titalte. Det var med andre ord ikke lige det rette tidspunkt at holde pause på. Men noget overbeviste dem om, at det var alvor, måske tolkens ligblege ansigt, for pausen blev bevilget. Tolken vaklede ud af retssalen og hen på nærmeste toilet, hvor hun ofrede morgenmaden og lidt til. Straks fik hun det lidt bedre. Hun kom koldt vand i ansigtet og rettede på håret, og så gik hun tilbage til retssalen og gennemførte de resterende 2 timer. Uden pause!

Debriefing / professionel supervision

Alt om tolkning har holdt en lang sommerferie. Det har været en fantastisk sommer med sol, sand, hav, kølige drinks, lune aftenener, godt selskab og masser af afslapning :-P.

På tolkeområdet har sommeren især været præget af historier om de tolke, der har arbejdet for det danske militær i Afghanistan. Heldigvis ser det nu ud til, at de alle får mulighed for asyl i Danmark. Det er det mindste, vi som nation kan gøre for dem.

Hele snakken omkring de afghanske tolke fik mig til at tænke på, hvad tolke kan komme ud for. Det er vel åbenlyst for alle, at tolke, der arbejder i krigszoner, kan komme ud for lidt af hvert, inklusiv trusler mod eget liv og legeme. Men der er også andre situationer, som er svære at håndtere, for eksempel tolkning i sager om krigsforbrydelselser. Eller i en sag som den mod Anders Behring Breivik i 2012. På tolkekonferencen i Toronto i juni fortalte en af de tolke, der havde været med under hele retssagen i Oslo, hvor psykisk svært det havde været at tolke de mange vidneberetninger.

Men det kan også være hårdt at tolke rundt omkring i Danmark, for eksempel når et vidne i en retssag fortæller om overgreb, når en mor og far ikke kan blive enige om børns vilkår, når læger må opgive at behandle en patient, når en kvinde møder op på et krisecentre med historier om grov vold, eller i andre situationer, hvor (med)mennesker er i krise. Selv om tolken er professionel og ligesom de andre professionelle i situationer som dem, jeg lige har skitseret, holder en professionel distance, så er der historier/skæbner, som tolken (på linje med andre professionelle) “tager med sig hjem”. Tolkestuderende spørger ofte, hvad man skal gøre i den situation. Hvad er etisk korrekt? Hvordan kan man “læsse af” uden at bryde sin tavshedspligt?

Som jeg har omtalt andetsteds (se siden “Tolkeetik”), har vi ikke i Danmark et etisk regelsæt for tolke. Desværre. Men for mig er svaret enkelt: Debriefing eller det, som andre faggrupper kalder professionel supervision, dvs. tolken kan snakke med en eller flere kolleger. Jeg har selv en virkelig god tolkekollega, som jeg snakker med, når jeg har brug for at “læsse af” eller blot drøfte, hvordan jeg klarede en opgave, for eksempel om jeg kunne have håndteret et angreb på min neutralitet anderledes eller oversat noget mere korrekt og præcist. Jeg er helt tryg ved at snakke med hende, for som tolk kender hun tolkeetikken og forstår betydningen af tavshedspligten. Hun bruger mig på samme måde.Vi er hinandens sparringspartnere.

Rådet/opfordringen er hermed givet videre!