Ude er godt – og nogle gange bedre

Efter 26 graders varme og sommersol i Toronto vendte jeg hjem til det kolde og regnvåde Danmark og en brat opvågning, dvs. en megaforkølelse og halsbetændelse. Skal tolke på mandag og krydser fingre og tæer for, at stemmen holder. Lige nu er der tavshed i det lille hjem. Familien påstår, at det slet ikke gør noget???

Det kan godt være, at familien synes, at det ikke gør noget, men jeg må beklage, at feberrysten har holdt mig væk fra tasterne i mange dage. Men nu er der opdatering – se ugens katastrofe og ugens sjove hændelse samt indlægget “Skal der også være plads til tolken?” Jeg har også kommenteret et par kommentarer til indlægget “Når en profession ikke er en profession”.

NB: Det kan tage lidt tid, inden man kan se egne kommentarer på bloggen. Det er fordi, jeg skal godkende alle indlæg – den eneste sikre metode til at undgå spam – inden de vises på bloggen.

Til slut: Solskin skal vi have. Derfor er her endnu et solskinsbillede fra Toronto. Denne gang fra en lokal (minimal) brandstation.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Skal der også være plads til tolken?

Det spørgsmål må personalet i de danske retssale ofte stille sig selv. Læs her hvorfor?

Når en tiltalt person eller et vidne stilles spørgsmål i retten af henholdsvis dommeren, anklageren eller forsvareren, sidder vedkommende i vidneskranken. I byretten (og som regel også i landsretten) består den typisk et lille bord med en stol bag, som tiltalte/vidnet sidder på, mens han/hun besvarer spørgsmålene. Retten vil gerne have, og det er da også mest praktisk, idet der ofte tolkes prima vista (se “Tolkeformer”), at tolken sidder lige ved siden af tiltalte/vidnet på en anden stol.

Men til trods for omfattende brug af tolke i danske retssale er vidneskranken, dvs. bordet, aldrig stort nok til, at to stole kan placeres bag det, og der står da også altid kun en stol fremme. Man henter så en ekstra stol, som i sagens natur må placeres ved bordenden, til højre eller venstre for tiltalte/vidnet. Her må tolken sidde og arbejde, alt imens han/hun efter bedste evne balancerer med notesblok og kuglepenne (til notattagning) og vand (til at smøre stemmebåndene).

Det har altid undret mig, at man ikke enten stiller et større bord frem (der er plads til det) eller lader tolken sidde ved bordet og tiltalte/vidnet ved bordenden. De skal kun svare på spørgsmål, mens tolken skal alt muligt andet, inklusiv skrive notater på sin notesblok. Okay, okay, jeg ved godt, at tiltalte/vidner skal sidde i vidneskranken, men så find da et større bord!

Jeg sagde nærtagende, ikke nærværende

Man kan komme ud for lidt af hvert som tolk i retten, blandt andet en tiltalt som kommer tættere på end ønsket. Det skete for en kvindelig tolk i byretten i Aarhus.

Sagen var egentlig en rutinesag. En mand var tiltalt for at have stukket en anden mand et knytnæveslag under et slagsmål på et værtshus i midtbyen. Da den tiltalte mødte op, “duftede” han af værtshus, en blanding af surt øl og gammel røg, men han virkede ædru, så man gik i gang.

På et tidspunkt spurgte anklageren tiltalte, om han var meget nærtagende. Tolken, som sad ved siden af tiltalte (se “Skal der også være plads til tolken?”) oversatte, og tiltalte svarede, at det var han bestemt ikke, hvorefter han placerede sin ene hånd på tolkens lår og hviskede: “Du er sød.” Inden dommeren eller andre kunne nå reagere, fjernede tolken blidt men bestemt tiltaltes hånd fra sit lår og sagde noget til ham i et bestemt tonefald. Hun oversatte for retten: “Der blev sagt nærtagende og ikke nærværende. Gør det en gang til, og jeg forlader retslokalet.”

Tiltalte syntes åbenbart, at en afvisende tolk var bedre end ingen tolk, for han opførte sig pænt resten af tiden. Da tolken efter retsmødet – som endte med en betinget dom til tiltalte – gav ham hånden til farvel, bukkede han endda dybt og sagde “Undskyld.”

Skulle tolken have reageret anderledes? Måske. Men hun berettede, at hun bagefter egentlig synes, episoden kun var værd at grine af, fordi tiltalte ikke havde opført sig decideret ubehagelig over for hende. Han havde bare været en smule overrislet.

Er åreladning både gammel og ny medicin

En kvinde fra et afrikansk land var til undersøgelse på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Kvinden talte ikke dansk, og derfor havde hospitalet sørget for en tolk. Også en kvinde. Alt gik tilsyneladende fint, indtil lægen besluttede, at der var behov for at få taget nogle blodprøver. Rutinemæssigt gav han patienten en formular og bad hende gå over til biokemisk afdeling, hvor blodprøverne skulle tages. Tolken tolkede lægens anmodning, og så var det ellers slut med det rutinemæssige. Patienten rejste sig så brat op fra den stol, hun havde siddet i, at den væltede bagover, hvorefter hun råbte og skreg og slog ud med begge arme. Tolken tog fat i patientens ene arm og det så ud til, at hun forsøgte at få hende til at falde til ro, men patienten rev armen til sig og stak tolken en lussing. Tolken løb grædende ud af undersøgelsesrummet, patienten løb bagefter, og lægen stod lamslået tilbage uden at fatte, hvad der lige var foregået.

For at gøre en lang historie kort: Da det hele blev udredet, viste det sig, at tolken ikke var bekendt med begrebet “få taget blodprøver”. Tolken havde derfor tolket det til “blive tappet for blod”. Med andre ord var blodprøvetagning blevet til åreladning! Den form for behandling var patienten ikke indstillet på at lægge krop til, og det kan man jo godt forstå…

Tolkekonferencen i Toronto er slut

Så er konferencen slut. Igen var vi samlet et meget stort antal deltagere fra hele verden. Igennem de sidste 4 dage har jeg hørt mange interessante indlæg lige fra status på tolkning i Japan (værre end Danmark) til Grønland, Norge og Sverige (fantastiske fremskridt og langt foran Danmark) og Canda, USA og Australien (sat i system flere årtier før vi andre var begyndt at tænke tanken). Der har især været indlæg om retstolkning og sundhedstolkning, men også om tolkeetik og – ikke mindst det hotte: videotolkning.

På billedet herunder forelæser lektor Arnaq Grove fra Grønlands Universitet om deres nye bacheloruddannelse i oversættelse og tolkning.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

På retstolke og sundhedstolkeområdet debatterer man stadig tolkens rolle i kommunikationen mellem advokat/dommer/læge/sygeplejerske og tiltalt/vidne/patient. Samtidig er der for tiden stor fokus på tolkning for børn, dvs. tolken i kommunikations-situationer, hvor patienten, vidnet, ofret, etc. er et barn. Børn er ikke kun sårbare individer, som man skal tage særlige hensyn til. De har også et andet sprog end voksne og et andet reaktionsmønster, ligesom det kan være svært at fastholde deres koncentration. Alt sammen udfordringer for de involverede voksne, inklusiv tolken.

Australien har netop opdateret deres etiske kodeks, og det var interessant at høre om processen. I Danmark har vi desværre intet etisk kodeks, men når vi forhåbentlig skal i gang med at etablere det, kan vi lære rigtig meget af australierne – som gerne lærer fra sig!

Videotolkning er som sagt det hotte, og det kan man jo rigtig godt forstå. Det er en super god nødløsning, for eksempel hvor der er mangel på kompetente tolke i bestemte sprog, fordi tolken kan sidde et sted i landet og tolke i en konsultation, retssag, etc. et andet sted i landet. Det er super god nødløsning – med streg under nød! Alle undersøgelser viser nemlig, at der er stor forskel på tolkestandarden i videotolkning (dårlig) og tolkning ansigt til ansigt (langt bedre). Årsagen er typisk den, at korrekt og præcis tolkning kun er mulig, hvis tolken kan høre og se den, der taler (høre ytringerne og aflæse kropssproget). Hvis parterne for eksempel taler i munden på hinanden eller flytter sig lidt væk fra mikrofonen, kan tolken ikke høre noget. Samtidig er det svært at gøre opmærksom på problemet og/eller rette op på det, når tolken og parterne ikke sidder i samme rum. Endvidere skal den, der skal bruge tolkningen, kunne høre tolken! Teknikken bliver selvfølgelig bedre og bedre, så forhåbentlig kan standarden forbedres. Noget andet er, at det vil være en rigtig god ide at tage tolke med på råd, når man installerer den slags udstyr – at man ganske enkelt spørger tolkene, hvad der skal til, for at de kan gøre deres arbejde ordentligt…
Endelig – og det kan danske erfaringer bekræfte – må tolkebrugerne forstå, at videotolkning ikke kompenserer for ikke-uddannede/inkompetente tolke. NYHED: Tolke bliver ikke mirakuløst uddannet og kompetente tolke, blot fordi de bliver videofilmet…

Jeg vil slutte af med noget andet – et lille humoristisk indslag, jeg har taget med mig fra konferencen: en t-shirt med følgende tekst (oversat fra engelsk):

Tolke gør det…
Mundtligt
Personligt
I telefonen
På video
Simultant
Konsekutivt
På bestilling eller efter aftale
På mere end et sprog
Midt om natten…
Men kun i nødstilfælde!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det er så sandt, som det er sagt!

På konference i Toronto

Puha, endelig er jeg ved at komme mig over mit jetlag. Det bliver værre år for år, men nu kan jeg igen mærke mit indre ur. Det hjælper også, at jeg har sovet godt i nat. Her er heldigvis varmt og solrigt. Hotellet ligger langt fra downtown Toronto (næsten 1 time med offentlige transportmidler fandt jeg ud af i lørdags), men det er tæt på konferencestedet og i pæne omgivelser. Det kan man måske se på billedet her nedenfor, som vist er præget af mit jetlag.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg er næsten færdig med mit indlæg til i morgen tirsdag. Som sædvanlig er jeg i sidste øjeblik, og jeg håber, at mit indlæg, som er på engelsk, ikke skal tolkes. Men det skal det jo nok, da Canada som bekendt har to officielle sprog: engelsk og fransk. Den dårlige samvittighed nager… Ved jo, hvor vigtigt det er for tolkene, at de har PowerPoints eller andet materiale til at forberede sig på opgaven. Og så sidder jeg her – er endnu ikke færdig og har intet at sende til dem. Dårlig stil, Bente!

Lørdag, hvor mit jetlag var allerværst, hvor jeg var mest desorienteret og på grænsen til at være depressiv, ankom heldigvis min søde veninde Arlene fra Boston. Hun har levet et eventyrligt liv og er fuld af gode historier, også fra sit virke som retstolk (engelsk, spansk og portugisisk) – en af dem er ugens sjove hændelse.

Jeg vender frygteligt tilbage om et par dage med mere nyt herovrefra.

Må man kysse dommeren?

Følgende historie fra det virkelige tolkeliv har jeg fra min amerikanske veninde Arlene, som er retstolk i Boston i USA. Historien viser, hvad tolke kan komme ud for, når de gør deres job, dvs. oversætter korrekt og præcist, sådan som de tolkeetiske regler foreskriver:

Situation: En skilsmissesag ved en af Bostons domstole. Mødt er den ene part i sagen, kvinden. Den anden part, manden, var på arbejde og mødte ikke frem i retten. Men sagen drejede sig egentlig også kun om dommerens endelige godkendelse af deres skilsmisse.

Efter lidt snak frem og tilbage godkendte dommeren skilsmissen. Kvinden blev så glad, at hun udbrød: “Tusind tak, Høje Dommer. Jeg kunne kysse Dem.” Ikke en sædvanlig eller korrekt reaktion i det formelle amerikanske system (eller i det danske for den sags skyld), men hendes udtalelse blev selvfølgelig tolket korrekt og præcist, hvorpå den mandlige dommer rødmede og fremstammede: “Øh, øh, det tror jeg nu ikke vil være den rette juridiske procedure. Øh, øh, jeg tror nu heller ikke, at min kone vil synes om det.”

Det havde han sikkert ret i!

Vil du samarbejde eller hvad?

En kvindelig tolk kaldes ud til et krisecenter i sin kommune for at tolke for en kvinde, som var flygtet fra sin voldelige mand. Da tolken kommer frem og får navnet på kvinden, bliver hun klar over, at det er en, hun kender rimelig godt. Faktisk er hun en slags familie. Kvindens voldelige mand er lillebror til tolkens svoger (tolkens søsters mands lillebror).

Der udspiller sig nu følgende ordspil mellem tolken og en ansat på krisecentret:
Tolken: Jeg kan ikke tolke for et familiemedlem?
Den ansatte: Hvad mener du med, at du ikke kan tolke? Selvfølgelig kan du det.
Tolken: Det er for tæt på. Jeg er inhabil. De etiske regler siger, at jeg ikke kan tolke for familiemedlemmer eller andre, jeg kender rigtig godt.
Den ansatte: Det kan godt være, men hvad vil du have, vi skal gøre. Vi skal altså have snakket ordentligt med hende. Du må gøre dit job.
Tolken: Det vil ikke være etisk korrekt. I må tilkalde en anden tolk. Vi er mange, der tolker “sproget”. Jeg kan give dig et par navne og telefonnumre, og du kan finde andre på kommunens liste.
Den ansatte: Det har vi altså ikke tid til. Vi skal have løst det her nu. Det kan ikke nytte noget, at du har fine fornemmelser.
Tolken: Det er ikke fine fornemmelser. Da jeg blev tolk, sagde kommunen, at jeg ikke måtte tolke for familiemedlemmer. De gav mig et papir med etiske regler, og de understregede, at det var vigtigt, at jeg ikke gjorde det.
Den ansatte: Ved du hvad. Vi kan ikke i “navn”kommune have tolke, der ikke vil samarbejde. Jeg synes, du skal tænke rigtig godt over det her. Du får lige 2 minutter, hvor du kan overveje, om du fortsat vil arbejde som tolk i “navn”kommune.

Hvad gjorde tolken? Da hun gerne ville fortsætte med at arbejde som tolk for “navn”kommune, lod hun sig presse til at bryde de tolkeetiske regler med de konsekvenser, det havde for hende som tolk og for den kvinde, hun tolkede for. Det var selvfølgelig forkert. Men tolkning er jo ikke en profession i Danmark, eller en faglighed. Derfor er det virkelig svært for tolke, som ikke har en uddannelse eller certificering i ryggen at modstå den slags pres fra kommunalt ansatte eller hospitalsansatte eller andre, som ikke forstår tolkens opgave, rolle og professionalle ansvar. Den ansatte på krisecentret burde selvfølgelig aldrig have presset tolken, og vedkommende må tage sin del af ansvaret på sig.

Det er den onde cirkel: Tolkning er ikke en profession – medfører at tolkebrugere ikke opfatter tolke som fagpersoner – medfører at tolke ikke kan håndhæve deres faglighed – medfører at tolkning ikke er en profession…

Fra konference til konference

Der står konference på programmet i denne tid – i den grad! I morgen rejser jeg til Toronto i Canada, hvor jeg i en hel uge skal deltage i konferencen Critical Link, som afholdes hvert tredje år. Det er den syvende konference i serien, og jeg har været med på dem alle undtagen den første i 1995. Critical Link betyder “vigtig forbindelse”, og det er jo netop det, tolke er – den forbindelse eller det led, som gør, at de primære parter i en dialog (samtale) eller på en konference kan kommunikere. Critical Link-konferencerne fokuserer på tolkning for det offentlige, og jeg skal høre så mange oplæg som muligt plus selv holde oplæg om retstolkning på tirsdag, den 18. juni.

Jeg vil selvfølgelig rapportere fra Canada om alle nye og spændende tiltag inden for retstolkning, sundhedstolkning eller socialtolkning – og om alt muligt andet godt…

PS: Der bliver også mulighed for lidt sightseeing, misbrug af kreditkortet og socialt samvær… Glæder mig:)

Billedet herunder er fra en anden konference, i Gelsenkirchen i Tyskland, som jeg netop er kommet hjem fra, og hvor jeg var med som en af de to danske tolke:

OLYMPUS DIGITAL CAMERATil venstre i billedet ses min danske tolkekollega, efterfulgt af de to finske tolke, efterfulgt af de to svenske tolke – og de resterende tolke er uden for billedet. I alt var vi 18 tolke i 9 kabiner, og vi arbejdede alle sammen mellem engelsk og vores modermål.

I Gelsenkirchen var det nu heller ikke kun arbejde. Der var også tid til hyggeligt samvær med min danske kollega, som jeg ikke støder ind i hver dag, og med de mange andre tolkekolleger. Der blev især snakket – meget! Tolke snakker meget!!

Til slut et kig ud over Gelsenkirchen fra mit hotelværelse:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vender frygteligt tilbage fra Canada:)