Norsk tolkelov – et ordentlig skridt fremad

Som de dog kan i Norge. I EU har vi et tolkedirektiv og ISO-standarder for tolkning, men mig bekendt har intet EU-land formået at gøre som i Norge: En tolkeuddannelse, en certificeringsordning for tolke og et nationalt, offentligt tilgængeligt tolkeregister.
Nu er der måske også en tolkelov på vej. Baggrunden er som følger:
I 2013 nedsatte det norske barne- og likestillingsdepartementet et udvalg, som skulle undersøge tolkning i den offentlige sektor. Baggrunden var problemer med kvaliteten. Udvalget afleverede sin redegørelse i september 2014. Redegørelsen slog fast, at kvalitetsproblemerne i overvejende grad skyldtes, at offentlige myndigheder ikke altid brugte kvalificerede tolke, eller tolke i det hele taget, og at der ikke var tilstrækkeligt mange kvalificerede tolke i alle de sprog, der var behov for. Udvalget mener – hold nu fast!! – at det er en offentlig opgave (fik i den danske politikere??) at sikre et tilstrækkeligt antal kvalificerede tolke til den offentlige sektor, idet formålet er at sikre retssikkerhed og ligebehandling af samfundets borgere. Udvalget foreslår derfor indførelsen af en lov, som fra den 1. januar 2019 forpligter ALLE offentlige myndigheder til kun at bruge kvalificerede tolke…!!
Andre elementer i forslaget: Behovet for flere tolke i det offentlige tolkeregister betyder, at flere tolke må uddannes, og i flere sprog. Brugen af videotolkning skal øges. Ansatte i den offentlige sektor skal uddannes i brugen af tolk. Tolke skal have bedre løn og arbejdsvilkår.
I must have died and gone to … Norway:-)

Betragtninger om prima vista-tolkning

I foråret 2016 har jeg undervist i prima vista-tolkning i Norge, på Høgskolen i Oslo og Akershus, hvor de har uddannelsen “Tolking i offentlig sektor”.

Prima vista-tolkning kræver langt flere tolkekompetencer, end de fleste tolke og tolkebrugere er klar over. Forskellen på prima vista-tolkning og de andre tolkeformer (konsekutiv tolkning og simultantolkning) er nemlig, at tolken skal oversætte fra skrift (en skrevet tekst) til tale (mundtlig gengivelse af den skrevne tekst). Det giver tolken visse udfordringer. For eksempel:

Tolken skal være ekstremt dygtig til at læse og/eller scanne tekster, dvs. tolken skal evne hurtigt at kunne danne sig et overblik over teksters opbygning og indhold. Desuden er en skrevet tekst som regel langt mere formel, teknisk spidsfindig, informationstung og kompliceret, hvad angår sætningskonstruktion og termbrug end talte ord.

I prima vista-tolkning har tolken adgang til hele den skrevne tekst på en gang, hvilket på mange måder er en fordel, fordi tolken så kan skanne frem og tilbage i teksten og på den måde indhente informationer om, hvordan enkelte termer eller begreber skal opfattes og tolkes. Men det kan godt nok også være en ulempe, for når ord og fraser konstant befinder sig lige foran tolkens øjne, er der stor risiko for interferens.

Interferens betyder, at tolken i sin oversættelse kommer til at anvende originaltekstens sætningskonstruktion og termer. Da to sprog ikke er ens, kan det give store problemer.

Når inputtet er en skrevet tekst, som tolken har adgang til – og evt. har haft mulighed for at læse igennem inden tolkningen – har tolken fordel af selv at kunne styre læse- og tolkehastigheden. Men hvis den skrevne tekst samtidig læses op, kan tolken ikke selv styre hastigheden og modtager ydermere to input på samme tid: den skrevne tekst og de talte ord. Mange gange vil den, der læser teksten op, foretage justeringer eller komme til at lave fejl, dvs. de talte ord kan variere fra den skrevne tekst. Når det sker, skal tolken kunne overskue både de talte ord og den skrevne tekst og hurtigt træffe beslutning om, hvad der er den gældende originaltekst, som skal tolkes korrekt og præcist. Hvis den skrevne tekst er et officielt dokument, der skal bruges i for eksempel retten eller lignende steder, bør den betragtes som originalteksten. Hvis den skrevne tekst er en tale på en konference, bør de talte ord betragtes som originalteksten. Men mange tekster er ikke så enkle at definere, og variationen mellem de talte ord og den skrevne tekst kan være stor eller lille eller midt imellem.

Som altid: Tolkning er sjovt, spændende og MEGET udfordrende :-) :-) :-)

HOLD TOLKEFANEN HØJT OG LAD DEN GODE VILJE SEJRE!

Det er svært at holde tolkefanen højt i disse tider… Men jeg prøver alligevel. Vi lever i en global verden, hvor mennesker bevæger sig på tværs af landegrænser for at søge oplevelser, arbejde eller asyl eller på grund af kærlighed:-) Mange borgere i Danmark taler ikke tilstrækkeligt dansk til, at de kan kommunikere deres fysiske symptomer, behov for hjælp, historier eller problemer til dansktalende fagpersoner – læger, sygeplejersker, sagsbehandlere, rådgivere, etc. Disse borgere kommer fra hele verden: USA, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Egypten, Syrien, Afghanistan, Kina, Vietnam, Thailand – for nu bare at tage et udsnit. Derfor er der og vil fremover være behov for et velkvalificeret tolkekorps. Vi har tolke i Danmark, og mange af dem gør et fremragende stykke arbejde. Men langt fra alle. Uden formelle krav til tolkes kvalifikationer, har vi ingen chance for at bedømme, om en person, der tolker kommunikationen mellem den ikke-dansktalende borger og den dansktalende fagperson, virkelig kan tolke, og tolker alle ord. Det skaber usikkerhed og utryghed for såvel borgeren som fagpersonen. Samtidig er der stor risiko for fejltolkninger eller manglende tolkning af dele af kommunikationen, hvilket uundgåeligt fører til misforståelser, der kan have katastrofale konsekvenser for såvel borgeren som den fagperson, der ikke kan udføre sit job.
Det er så pokkers trist.
Men heldigvis er jeg inderst inde optimist, så jeg tænker, at på sigt vil den gode vilje sejre:-)
Følg mig også på: https://www.facebook.com/jacobsentolkning.dk/

Grønland igen

Her i efteråret har jeg igen været så heldig at besøge Grønland i næsten tre uger for at undervise i retstolkning på professionsbacheloren i tolkning og oversættelse på Grønlands Universitet (se link til højre her på siden). Det er hver gang en STOR oplevelse. Ikke blot tager Grønlands fantastiske natur pusten fra mig. De studerende på universitetet og deres undervisere gør det samme med deres venlighed og imødekommenhed.

Samtidig er det fantastisk, at man i Grønland opfatter tolkning som et erhverv, en profession, noget man skal uddanne sig til:-) (Sådan er det jo ikke ligefrem i Danmark, selv om vi bryster os af at være “fremme i skoene” med alting!)

Mine (i hvert fald i tre uger:-)) studerende tog godt imod min undervisning. De får i det hele taget en god uddannelse, som blandt andet omfatter skriftlig oversættelse, sundhedstolkning og retstolkning.

Jeg tog mindet om deres glade ansigter med hjem og ønsker dem alt mulig helt og lykke fremover.

Billed 2-3

Jeg erklærer hermed at være … tolk?

Jeg har netop tolket i en straffesag (ankesag) i Østre Landsret. I den forbindelse blev jeg bedt om at udfylde en tolkekvittering, dvs. en formular med mit navn, adresse, tolkesprog og tolkningens varighed (med andre ord hvem er jeg og hvor meget skal jeg have for det…).

Alt sammen fint nok og rutinemæssigt indtil jeg nåede ned i bunden af kvitteringen, hvor jeg skulle afkrydse “i henhold til Rigspolitiets tolkeregister”, om jeg var:

1) Translatør eller 2) Statsprøvet tolk eller 3) Øvrig tolk.

Så blev det alt andet end rutine!

Den første kategori omfattede statsautoriserede translatører samt tolke med en anden tilsvarende videregående sproglig uddannelse. Der findes faktisk ikke en anden “tilsvarende” videregående uddannelse, kun videregående uddannelser i sprog, som i modsætning til translatøruddannelsen ikke omfatter tolkning. Men lad nu det ligge.

Den anden kategori omfattede alene tolke, der har gennemført den 2-årige deltidsuddannelse til statsprøvet tolk (som ikke har eksisteret siden 2002). Fint nok.

Den tredje kategori omfattede – og nu bliver det rigtig interessant – tolke, der har gennemført grunduddannelsen som social og medicinsk tolk på Handelshøjskolen, dvs. det første år af den ovennævnte 2-årige deltidsuddannelse.

De tre kategorier dækker altså kun omkring 15 % af samtlige tolke på Rigspolitiets tolkeliste. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet: Hvad med de andre 85 %? Skal de bare lade være med at afkrydse?

Det kan selvfølgelig også tænkes, at landsrettens folk blot har glemt et lille “herunder” foran “tolke” i den sidste kategori. Under alle omstændigheder kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad de 85 % resterende tolke stiller op, når de får udleveret den pågældende kvittering :-)

Er der forskel på tolkning, tekstning og oversættelse?

Det spørgsmål får jeg ofte, og det korte svar er “ja og nej”.

Nej, fordi alle tre discipliner er en form for oversættelse. Med andre ord har kategorien OVERSÆTTELSE mindst tre underkategorier: TOLKNING, TEKSTNING og OVERSÆTTELSE AF SKRIFTLIGE TEKSTER. De har alle tre “sprog” tilfælles, og de involverer alle tre arbejdsprocesser, der muliggør kommunikation mellem (mindst) to sprog.

Ja, fordi der er forskel på arbejdsprocesserne. Oversætteren får som regel udleveret hele den tekst, som skal oversættes, og har tid og mulighed til en grundig analyse af den og til at lave research på det emne, der beskrives. Oversætteren har som regel også tid og mulighed for at finde præcise oversættelser af nuancer og lave en grundig korrektur af sin oversættelse.

Tolken arbejder derimod under et konstant tidspres. Tolken arbejder, mens den original tekst leveres, og har derfor kun brudstykker af den til rådighed, når der oversættes. Desuden skal tolken arbejde hurtigt og spontant. Der er ikke tid til grundige analyser og research eller til at lede efter præcise oversættelser af nuancer, og der er kun sekunder til korrektur.

Tekstning – skriftlig oversættelse af tale – ligger et sted midt imellem. Som oversætteren får teksteren som regel udleveret hele den tekst (dialog/speak/etc.), der skal oversættes, og har tid til rådighed. Til gengæld er teksteren begrænset af, hvor meget tekst der kan stå på et filmlærred eller en TV-skærm, etc. Derfor må teksteren konstant gå på kompromis med, hvor meget af det talte, der kan medtages i oversættelsen.

Betyder det, at kun oversætteren kan gengive originalteksten loyalt? Igen er det korte svar “ja og nej”.

Ja, fordi oversætteren i teorien har mulighed for at oversætte alle ord og være fuldstændig loyal over for originaltekstens indhold, stil og form. I teorien, fordi en oversat tekst aldrig vil være et hundrede procent den samme som originalteksten. Der forsvinder altid noget i en oversættesesproces på grund af sprogforskelle, og fordi oversættelsen alt andet lige reflekterer oversætterens/tolkens/teksterens opfattelse af den originale (skriftlige og mundtlige) tekst.

Nej, fordi tolkning er oversættelse af budskaber, og budskaber godt kan gengives loyalt, selv om der er tidspres.

På samme måde betyder pladsmangel ikke, at teksteren ikke kan være loyal over for budskabet og/eller den røde tråd filmen/TV-serien/dokumentaren/etc.

Tolke har magt til at afgøre retssager

Forsvarsadvokat Erbil Kaya og jeg fik udgivet en kronik i Kristelig Dagblad den 16. februar 2015, hvor vi beskrev danske tolkes magt: “Tolke kan afgøre retssager”.

Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at tolke kan afgøre retssager, tænker I nok. Men det er ganske enkelt.

I danske retssager er det vigtigste bevismateriale afhøringer af de personer, som er tiltalte for kriminelle handlinger, eller som er vidner til kriminelle handlinger. Hvis en tiltalt eller et vidne ikke får oversat spørgsmål rigtigt, eller hvis deres svar ikke oversættes rigtigt, er det ikke den rigtige historie, som kommer frem. Det betyder i sidste ende, at den afgørelse, en dommer når frem til, kan være forkert.

Samtidig er der undersøgelser, som viser, at tolke kan påvirke den måde, som tiltalte/vidner eller advokater opfattes på. En advokat kan stille klare og præcise spørgsmål, men tolken kan få dem til at lyde vage og tvetydige. En tiltalt/et vidne kan forklare præcist og overbevisende, men tolken kan få den tiltalte/vidnet til at lyde tøvende, famlende, usikker.

Men sker det virkelig i Danmark. Ja da!

For det første er der meget få professionelle tolke i Danmark – kun ca. 10-15 % af alle tolke. Erbil Kaya og jeg har flere gange observeret, at danske tolke ikke oversætter korrekt og præcist og/eller ikke opfører sig neutralt, men lader deres holdninger “farve” deres oversættelser.

For det andet er tolkene som regel de eneste i retssalen, som forstår både rettens sprog, dvs. dansk, og det fremmedsprog, den tiltalte eller vidnet taler. Der er altså ingen, der kan kontrollere kvaliteten af deres oversættelser.

For det fjerde placeres tolke i Danmark ved siden af den person, der afhøres. Derfor, og fordi denne taler hele tiden, er der stor fokus på tolken. Det gør det vanskeligt at skelne mellem tolken og den tiltalte/vidnet, dvs. tolken kommer mange gange til at blive set som den tiltaltes/vidnets talerør og bliver associeret med den tiltaltes/vidnes opførsel. Hvis tolken famler efter ordene, præsenterer en usammenhængende forklaring eller lader til at have sympati eller antipati over for den tiltalte/vidnet, kan tolken påvirke dommernes og advokaternes opfattelse af den tiltaltes/vidnets troværdighed – og dermed deres holdning til, om en person er skyldig eller ej.

Professionelle tolke forstår betydningen af deres magt til at påvirke opfattelsen af tiltalte og vidner, og de forstår, hvor vigtigt det er at håndtere deres magt korrekt. Men desværre er virkeligheden jo – som beskrevet, at tolkene i de danske retssale meget sjældent er professionelle.

Derfor kan der ikke være tvivl om, at danske tolke har magt til at afgøre retssager – og at den form for magt er dødsens farlig. Den eneste løsning er uddannelse og certificering af tolkene.

Vi lever i et retssamfund, og retssikkerheden bør gælde alle borgere. Også de, der har brug for tolkebistand.

Børn og andre pårørende må ikke tolke!

Det sker, at børn bruges som tolke, når de er med deres forældre eller andre familiemedlemmer hos lægen eller på hospitalet. Der er flere grunde til, at det er en rigtig dårlig ide. For det første påvirkes forældre-barn rollerne (som byttes om). For det andet er det et stort ansvar at lægge på et barn – ansvaret for fars eller mors ve og vel. For det tredje skal den, der tolker, 1) oversætte alt, hvad der bliver sagt, korrekt og præcist og 2) ikke lade parterne eller det, der sker i situationen, få indflydelse på oversættelsen. Tolken skal med andre ord være en loyal og neutral oversætter. Det kan barnet i sagens natur ikke være, fordi det ikke har tolkekundskaberne og fordi det er en pårørende. Desuden viser forskningen, at konsultationer, hvor der bruges børn som tolke, kommer til at fokusere på barnet, dvs. de to voksne (læge og patient) taler “børnesprog” og taler til barnet i stedet for til hinanden. Med andre ord går alt galt, når børn bruges – for barnet, for patienten og for lægen.

SF’s Özlem Cekic har flere gange krævet et forbud mod brugen af børn som tolke, men det har regeringen ikke ønsket. Den nuværende sundhedsminister, Nick Hækkerup, meddelte dog i november 2014, at han ville ændre bekendtgørelsen om brug af tolke i sundhedsvæsenet, så det præciseres, at det ikke er tilladt at bruge børn under 15 år som tolke i sundhedsvæsnet, undtagen i akutte eller livstruende tilfælde.

Men hvad så med dem, der er over 15? For ikke at snakke om alle de andre pårørende, der bruges som tolke?

Situationen er den samme: Brugen af ikke-kompetente og ikke-neutrale “tolke” med risiko for misforståelser og dermed fejlbehandlinger eller manglende behandlinger.

Hvornår forstår ministeren og hans regeringsfæller, at den eneste vej frem er tilvejebringelsen af et kvalificeret tolkekorps, som kan stå til rådighed for borgere og fagpersoner alle steder i det danske samfund. Med andre ord: En certificeringsordning for tolke og en national og offentlig tilgængelig tolkeliste.

Kom nu i gang!

Grønland tur retur

Som I måske husker, har jeg været i Grønland i tre uger for at undervise i retstolkning på oversætter- og tolkeuddannelsen på Grønlands Universitet i Nuuk. Det er en forholdsvis ny uddannelse, og mine tolkestuderende var på 4. semester og første hold. Folkene bag uddannelsen har gjort et stort stykke arbejde og fået en god uddannelse ud af det. Jeg er fuld af beundring og dybt misundelig. Hvorfor kan vi ikke noget lignende her i Danmark?

Det var tre fantastiske og mindeværdige uger i Grønland. Jeg oplevede en natur så storslået, at den tog pusten fra mig. Et folk så venligt, at jeg kun kunne være glad i deres selskab. Et sprog så finurligt og vellydende, at jeg øjeblikkeligt fik lyst til at lære det. Glæder mig til næste gang!

Grønland 1 Grønland 3 Grønland 4

Ikke mindst faldt jeg for mine tolkestuderende, som tog pænt imod mig og min undervisning og leverede et flot stykke arbejde. På det første billede har de netop arbejdet med svær tolketeori og har alligevel overskud til at smile glad til fotografen. På det andet billede gør de sig klar til at lave en simuleret afhøring med tolk. Tak til de seje piger!

Pigerne i GR-1Pigerne i GR-2

Hvor blev respekten af?

Tilbage i 2003 skrev jeg følgende i min ph.d.-afhandling om retstolkning: Det er tolkens opgave at sikre, at samtaleparterne forstår hinanden fuldt ud, som om de talte samme sprog og havde samme kulturbaggrund.

Jeg står ved mine ord her i 2014. Mener dem et hundrede procent. Og de gælder selvfølgelig ikke kun for retstolkning men også for tolkning på andre områder.

MEN det er noget af en opgave. Den er sær ikke let, når udsagn er tvetydige eller taleren mumler, taler lavmælt, hurtigt eller med stærk dialekt eller sociolekt. Og når man tolker engelsk (især, men også andre europæiske sprog), tolker man ofte for mennesker, der ikke har engelsk som modersmål men som andet, tredje eller fjerde sprog.

Med andre ord kræver opgaven af tolken, at han/hun har gode kompetencer i sprog og tolkning samt respekt for samtaleparterne og situationen. Begge dele halter, desværre. Manglerne på det første område er påpeget så ofte, at det næsten er kedsommeligt at høre om. Men manglerne på det andet område er der alt for lidt fokus på.

Som forsker og underviser i tolkning har jeg ofte haft lejlighed til at observere tolke i aktion eller tale med tolke om deres arbejde. Jeg har i den forbindelse opdaget, at nogle tolke – både nogle med og nogle uden tolkeuddannelse – har meget lidt respekt for såvel samtaleparterne og situationen. Det giver sig især udtryk på to måder:

1) Tolken har fokus på at holde sig gode venner med en advokat (evt. en anklager eller forsvarer) og glemmer, at han/hun alene er i retten for neutralt og loyalt at oversætte, hvad der foregår. Tolken bruger måske lang tid på at tale med advokaten før retsmødet eller i pauser og overser, at det for den ikke-dansktalende virker, som om tolken ikke er neutral. Hvad tolken jo heller ikke er! Eller tolken vælger den simultane tolkeform for afhøringer, fordi en advokat har givet udtryk for, at tolkningen endelig ikke må forlænge retsmødet. Den simultane tolkeform er dog ikke hensigtsmæssig, og ikke den anbefalede form, da simultantolkning er langt mindre præcis en konsekutiv tolkning. Med andre ord er der risiko for, at afhøringer, spørgsmål og svar, som er vigtigt bevismateriale, ikke tolkes korrekt eller i deres helhed. Dermed har tolken ikke udført sin opgave korrekt.

2) Tolken mener at vide bedst, hvad der skal oversættes hvornår. Tolken mener, at anklageren eller forsvareren væver og bruger en masse fyldord, som han/hun da ikke behøver at oversætte. Eller tolken mener, at et vidne eller en tiltalt bruger alt for mange ord og billedsprog i stedet for at komme til sagen, og så skal tolken da nok vide at få præciseret, hvad de mener. Med andre ord tolkes spørgsmål, svar eller indlæg fra advokater ikke fuldt ud, og tolken har igen ikke udført sin opgave korrekt.

Det lyder groft, men det er faktisk reelle observationer og reelle beretninger fra såvel uddannede som uuddannede tolke.

Hvad er årsagen? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det hænger sammen med, at tolkning ikke er en profession. Det betyder manglende respekt for faget og manglende respekt for tolkens opgave fra advokaters (og andres side), og det betyder dårlige arbejdsvilkår for tolken. Måske er den skitserede adfærd en modreaktion. “Hvis jeg holder mig gode venner med advokaterne, får jeg arbejdet” eller “Det er altså mig, der ved noget om sprog og kommunikation “.

Under alle omstændigheder er det uetisk adfærd, så det vil noget. Og faget lider under det. Så kære tolkekollega: tænk over det!